Bröderna Lejonhjärta (1977)

Baseret på en af Astrid Lindgrens børnebogsklassikere kaster denne film sig ud i et heftigt fantasiunivers, der kræver både æstetisk sans og en tunge lige i munden.
 

En slags himmerige

Paralleluniverset ’Nangijala’ er en slags himmerige: I Olle Hellboms iscenesættelse en frugttræsblomstrende og solbeskinnet idyl - som kontrast til åbningsscenernes kornede og filtrerede sygdomsbillede fra det virkelige liv.

Hjertet på rette sted
For den voksne tilskuer kan det blive et noget komisk skue, idet Nangijala-kulissen er primitiv og i nogle tilfælde ubehjælpsom. Men det fjerner langt fra charmen og ægtheden fra filmatiseringen: Hjertet er på rette sted. Filmens åbningsscener i den helt særlige æstetik er rent faktisk stor kunst og ekstremt forførende, eventyrlige, smukke.

Betagende første ti minutter
Der er i disse betagende første ti minutter en særlig magi, der suger tilskueren til sig, og man kunne have håbet på langt mere af denne fascinerende billedverden. Men filmen skal jo koncentrere sig om et helt andet univers: Da begge Løvehjerte-brødrene er døde og sendt til himmeriget Nangijala, er det hér, begivenhederne udspiller sig.

Knaldfarvebilleder
Resten af filmen er således æbletræsblomstrenede knaldfarvebilleder med idyllen i vatter: På nær selvfølgelig, at der selv i Nangijala også findes onde kræfter, der skal bekæmpes; hvad de tapre Løvehjerte-brødre kaster sig ud i.
 

Potentielt rørende

Der er et potentielt meget rørende tema i det døde barns rejse til ’den anden side’; hvad man fornemmer i den stærke indledning. Siden drukner denne historie i et mere flamboyant ondt-mod-godt-plot med kappeklædte riddere og en ildspyende kæmpedrage: Alt sammen heftige sager, der er svære at føre fra bog til film.
 

Følelsesmæssige højdepunkter

Blandt de følelsesmæssige højdepunkter skal nævnes Karls møde med ’farfar’ i Nangijala - Allan Edwall i subtil hjertelighed. Med særpræget og mindeværdig elektronisk filmmusik (særligt temaet) af Lasse Dahlberg og Björn Isfält.