Op med lille Martha (1946)

    En mandlig janitshar klæder sig ud som kvinde for at få job i en kvindetrio. Som "Martha" får han straks mange veninder og havner mod sin vilje i politik på højt plan.


    INSPIRERET KOMEDIE

    Asbjørn Andersen debuterede som instruktør med dette duelige lystspil, der tager sin begyndelse i år 2006! Her sætter Helge Kjærulff-Schmidts Per Fagernæs sig med sit oldebarn for foden af en statue.

    Hugget i kalksten
    Kvinden, der er hugget i kalksten, har en ganske særlig betydning for Per – og i ét langt tilbageblik får vi forklaringen: Martha Fagernæs var i en periode Per i egen høje figur, da han brændende ønskede sig jobbet som slagtøjsspiller i en kvindetrio.

    Inspiration og opfindsomhed
    Filmen er fra det alternative futuristiske anslag præget af en høj grad af inspiration og opfindsomhed, hvor der er fine detaljer til udnyttelse af de dygtige skuespillere. Særligt Helge Kjærulff-Schmidt er vidunderlig, når han giver den som Martha i en alt andet end øm kvindelig udstråling.

    Fascinerende latter
    Den fascinerende kunstige latter, han sætter op i de anspændte situationer i den alt for lille kjole, er i sig selv hele filmoplevelsen værd. Men Asbjørn Andersen stopper ikke ved detaljekæleriet for sin hovedrollefigur. Også birollerne funkler – særligt er Sigurd Langbergs koleriske Tobias Glamsfeldt mindeværdig.

    Fascinerende tidsbillede
    Når handlingen bevæger sig udendørs får vi samtidig et fascinerende tidsbillede, ikke mindst da Martha rejser fra landsbyidyllen til København. Hun er nemlig blevet valgt ind i Rigsdagen med kvindens rettigheder som mærkesag. Og mødet med de forstokkede politikertyper får rigtig Martha op af stolen.

    Konstant brede smil
    I portrættet af kvindesagskampen og det lokale kampvalg henter "Op med lille Martha" meget af sin bedste humor – men den allervigtigste næring til de nærved konstante brede smil opstår ene og alene ud af Kjærulff-Schmidts fantastisk energiske hovedrollepræstation.

    Skåret ud i pap
    Så betyder det mindre, at hele forvekslings/forelskelses/rollebytnings-tematikken er skåret ud i pap for pattebørn. Alt i alt er filmen både sød og oprigtig.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024