Quel maledetto treno blindato (1978)

Dette aparte, komiske, italiensk producerede filmbillede på 2. verdenskrig er den direkte inspirationskilde til Quentin Tarantinos film Inglourious Basterds (2009) og har som følge heraf opnået ekstraordinær popularitet i nyere tid.

Egne spidsfindigheder
Og spaghetti-krigsfilmen har da også sine egne spidsfindigheder, der gør den underholdende langt ud over det åbenlyse B-filmspræg.

Tæppebombende ujævnheder
Blandt andet er persongalleriet farverigt ud over den normale standardpalet, og med dét glimt i øjet og den generelt udbredte ekstreme skævhed, er det nemt at se gennem fingre med både den miserable lydsynkronisering og handlingens noget tæppebombende ujævnheder.
 

Chance for at flygte

En gruppe amerikanske soldater får under en transport chancen for at undslippe deres fangenskab og planægger nu at nå grænsen til Schweiz.

Konfronteret med nazisterne

Men der går ikke længe, før de bliver konfronteret med nazisterne, og de bliver nødt til at iklæde sig fjendens uniformer i forsøget på alligevel at klare skærene.
 

En broget flok

Den brogede flok kommer snart helt tæt på nazistiske topfolk, der er ved at krydse landet i et langt tog – komplet med destruktivt isenkram ombord.

Heltestatus en mulighed

Amerikanerne kan nu opnå heltestatus, hvis de både formår at ødelægge de grumme våben og gøre en ende på de væmmelige nazister. Mon det lykkes dem?

Yderst energisk
Filmens udtryk er fuld af energi. Dette mærkes allerede under titelsekvensen, der med sine bevægelige rød-blå pangfarver sætter stemningen. Sidenhen dominerer de nævnte farverige personer billedet, men også begivenhederne omkring dem er langt fra gennemsnitlige.

En ambitiøs affære
Særligt bliver det oprigtigt spændende, da amerikanerne kommer ombord på toget. Her mærkes det også, at filmen rent faktisk har et budget. På trods af det udprægede B-filmspræg er både handling og kulisse nemlig en ambitiøs affære. Det er let at forstå Quentin Tarantinos fascination.