Lonely Hearts (2006)
Et tillidsvækkende ungt par udgiver sig for at være bror og søster. Han vinder krigsenkernes hjerter. Men en dag fører dette spil til mord.
KÆRLIGHEDSSPEKULANTER
Man skal ikke skue manden på håret – særligt ikke, når håret er en toupé. Ikke desto mindre er dét, hvad en lang række enker gør i dette stort anlagte kriminaldrama: Falder for en ung mands indladende charme, kun for at blive bestjålet eller endog slået ihjel.
Let gennemskueligt
Dette er plottet i Todd Robinsons spændingsmættede, men let gennemskuelige film, der centrerer sig om svindel, jalousi og hjerteløshed. Men filmen har svært ved at finde sit stemningsleje og har i langt hovedparten af scenerne så at sige et ben i flere grøfter på én gang.
Overfladisk behandling
Dette fornemmes tydeligt ved, at de forskellige centrale personer og deres historier kun er overfladisk behandlet: Hele tiden springes der videre mellem de små og store synder samt de politimænd, der desperat søger at stoppe dem. Ind imellem opstår der øjeblikke af ca. fem minutters varighed, hvor en art fordybelse i stoffet forekommer.
Karikerede personer
De mest karikerede personer er politimakkerparret Elmer Robinson og Charles Hilderbrandt, spillet af hhv. John Travolta og James Gandolfini.
Knas i privatlivet
Den ene har knas i privatlivet, den anden er rap i replikken og gumler kager imens. Det kommer der ikke meget originalt materiale ud af – og John Travoltas flødebollespil er hér komplet uinteressant.
Morderske med røde læber
Mange blandt anmeldere og publikum er til gengæld faldet i svime over Salma Hayeks komplet sadistiske portræt af en morderske med røde læber og høje hæle.
Bag det eksotiske ydre...
Tilsyneladende har de begejstrede svært ved at se, at bag det eksotiske ydre med de fine kurver gemmer der sig en skuespillerpræstation af middelmådig karat.
Lille mand med lange fingre
Således er hendes optræden kontant, men hun får slet ikke formidlet det mentale vanvid i den hjerteløse kvinde. Der er langt mere bid i Jared Letos portræt af den lille mand med de lange fingre, der kommer i kløerne på en vanvittig kvinde.
Uden overblik
Der savnes altså en bedre strukturering af stoffet: Det synes kastet op på lærredet – med for meget på hjerte og uden overblik. Desuden mangler en større forståelse af, at brede kæber eller gode kurver alene ikke former en stor skuespiller.
Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2006, USA, Thriller, Krimi, Romantik, Biografi, Drama, Biler på film, 108 min.
Dansk titel: Lonely Hearts Killers- John Travolta (Det. Elmer Robinson)
- James Gandolfini (Det. Charles Hilderbrandt)
- Jared Leto (Ray Fernandez)
- Salma Hayek (Martha Beck)
- Scott Caan (Det. Reilly)
- Laura Dern (Rene Fodie)
- Michael Gaston (D.A. Hunt)
- Alice Krige (Janet Long)
- John Doman (Chief MacSwain)
- Michael Rispoli (Coroner)
- Arian Waring Ash (Marian Duff)
- Bruce MacVittie (Det. Eastman)
- Dan Byrd (Eddie Robinson)
- Dagmara Dominczyk (Delphine Downing)
- Marc Macaulay (Warden Broady)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation