Hvid nat (2007)

Instruktør Jannik Johansen fortsætter i sit lidt ærgerlige spor, hvor den saftige historie kommer langt forud for ægthed og troværdighed.
 

Hektisk

"Hvid nat" er endda en opjustering i dette spor i forhold til hans tidligere film, og det kan således kun gå hen og blive en hektisk filmoplevelse. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at i forhold til den meget problematiske Mørke (2005), er "Hvid nat" på det nærmeste en tålelig oplevelse.

Drama på drengen
Der er drama på drengen fra ende til anden. Den stenrige boligspekulant Ulrich Nymann lever et rigtigt jet set-liv med stor Jeep, fashionabel og strømlinet lejlighed, et sexliv der fungerer fint under påvirkning af stoffer, og en række venner og bekendte, der tager ham og hans kone for pengenes skyld.
 

Har ikke hjertet med sig

Alt sammen alle tiders overfladiske tilværelse. Ulrich har nok længe fornemmet, at han ikke har hjertet med sig: men en dag går det galt. På et værtshus bliver han provokeret af en ’taber’. Han slår ham i gulvet, og han dør på stedet. Ulrich bliver frikendt takket være gode advokat-forbindelser, men det mystiske sker efterfølgende, at han begynder at få dårlig samvittighed.
 

Med håret i postkassen

Især da han erfarer, at afdøde var far til to, og at hans unge enke nu står med håret i postkassen uden en femøre på kistebunden. Det bliver startskuddet til én lang deroute for Ulrich. Han beslutter sig for at hjælpe enken, men det bliver til en besættelse. Snart har han kun sig selv tilbage - men til gengæld har han lært at sætte pris på livets sande værdier.

Grunwald fascinerer
Skuespillet i hovedrollerne er af svingende kvalitet. Til gengæld bliver man på det nærmeste andægtig i de få øjeblikke, hvor Morten Grunwald er i billedet i rollen som Ulrichs følelseskolde far. En meget følt præstation, hvor der endelig bliver lejlighed til at holde vejret - af fascination!

Trendy look
Filmens ’look’ er trendy i tråd med plottet: locations er smart udvalgt blandt Københavns nyrige bolig- og erhvervskvarterer, kameraføringen kæler for det eksplicit rige og strømlinede.

Novra!-fascination
Når man trods alt holdes fanget filmen igennem skyldes det en novra!-fascination af den ubetaleligt usandsynlige strøm af begivenheder. Sker det nu også? Og dét! Wauw, det er da for vildt - han er da godt nok også bare ekstremt uheldig.

Ekstrem-dramatisering
Nogle tilskuere bliver opslugt af denne fortællestil, andre bliver opslugt af, at den bliver anvendt. For der er virkelig tale om ekstrem-dramatisering med udråbstegn.

Følelsen af afmagt
En bagvedliggende psykologisk nerve, der i enkelte scener effektivt kryber under huden er dog filmens stærkeste kort: følelsen af afmagt midt i den slibrige trædemølle af rigdom og overfladiske venner på besøg til dyr vin: her finder vi både filmens mest begavede indhold og Lars Brygmanns klart bedste spil.

Masser af filmmusik
Naturligvis er filmen også et overflødighedshorn af filmmusik: Nikolaj Nørlund og Jens Unmack serverer rigelige mængder af forudsigende og underbyggende toner til det i forvejen helt igennem formfokuserede filmunivers.