Forbrydelsen [1] (2007)

Sammenhængende i denne serie:
Forbrydelsen (2007)
Forbrydelsen II (2009)
Forbrydelsen III (2012)
The Killing [1] (2011)
The Killing [2] (2012)
The Killing [3] (2013)
The Killing [4] (2014)

Fascinerende kraftfuldt og spændingsmættet serveres tyve timelange episoder intrigant toppolitisk og spektakulært kriminalteknisk underholdning. Det er Danmarks Radio-seermagnetisme på sit højeste, og man forstår populariteten som følge af seriens opslugende opbygning, der kæler for uvishedens spændingsophobning og det serielles narrative kraft.

Positivt paradigmeskift
"Forbrydelsen" markerede ovenpå bl.a. Ørnen (2004) et særdeles positivt paradigmeskift for DR i retning væk fra det rent overfladiske over i en langt højere detaljeringsgrad. Timerne i selskab med kriminalbetjent Sarah Lund og alle hendes venner og fjender er således andet og mere end sitrende leflen for teknologi og rastløse væsner.

Ingen sensationer
Dramaturgien er en langstrakt, ubrudt vej mod den endelige spændingsudløsning, men serien forfalder ikke til det sensationelle. På trods af den evindelige og sine steder noget omstændelige kredsen omkring den rådhuspolitiske grød, forbliver seriens intrigante tematik både relevant og forekommer virkelighedstro.

Afhængighedsforhold
De enkelte episoder har den fornødne spændingsopbygning og skaber ved afslutningerne et afhængighedsforhold tilskueren og det fiktive univers imellem, et tydeligt tegn på seriens kraftfuldhed og identifikatoriske magnetisme. Konceptet fastholdes uden den vilde vaklen, også gennem de forskellige instruktørers og fotografers behandling af materialet.

Skuespillet: stærke og svage kort
Allermest centralt for seriens succes er imidlertid skuespillets kvalitet, der over en bred kam er solidt og troværdigt. Her listes de svageste og stærkeste kort mellem hinanden: Sweaterklædte Sofie Gråbøl er måske ikke det sublime valg til hovedrollen. Gråbøl har sine begrænsninger, hvilket afføder enkelte pinlige scener, særligt at følelsesmæssig karakter.

Mangler udviklende elementer
Hendes politimakker spilles af Søren Malling, hvis sammenbidte og frustrerede udstråling skaber enkelte finurligt-humoristiske scener. Rollen har dog langt fra det personligt udviklende element, som den fortjener.

Dyb indlevelse
Bjarne Henriksen ses i rollen som den myrdedes far - og er seriens bedst spillende. Han formidler sorgen, frustrationen og dobbeltheden uden vaklen og med meget dyb indlevelse.

Blankpoleret spil
Lars Mikkelsens portræt af den hovedmistænkte toppolitiker er en spøjs blanding af ynkeligt og fuld af autoritet. Enkelte stærke scener, men generelt for blankpoleret spil i en ellers yderst central rolle.

Psykisk sprængstof
Et af de svagere kort er den myrdedes mor, spillet af Ann Eleonora Jørgensen. Rollen er krævende, idet den er fyldt til bristepunktet med psykisk sprængstof. Det lykkes kun Jørgensen at strejfe den centrale kerne af afmagt og vrede i rollen. I længden bliver hendes stirrende, surmopsede og egocentrerede portræt dog stereotypt og snarere komisk end rigtigt stærkt.

Relavtivt lydløs
Serien er - set i forhold til udbuddet - relativt lydløs. Men kun relativt. Den forfølges desværre af alt for mange unødvendige stemnings- og effektlyde. Brummende musik i spændende scener, beep- og svirrelyde på elektronik. Når det er sagt, kan man trods alt fremhæve Frans Baks musik som langt mindre vulgær end gennemsnittet. Den er tilstede, man mærker den og generes somme tider af den, men den er der ikke HELE tiden.

Alt i alt effektiv
Alt i alt effektiv underholdning. Skabelonen er amerikansk, locations og ansigter er danske. I hvert fald 15 af de 20 episoder er opslugende; de øvrige er i meget stor udstrækning tomgang.