Genova (2008)

Dygtigt skuespil, hjertelige intentioner og smukke locations skaber ikke nødvendigvis en god film alene. "Summer in Genoa" er potentielt rørende, men budskabet er desværre svøbt i unødvendigt meget lyd.
 

Alvorligt rystet familie

En lille britisk familie med base i USA bliver rystet alvorligt, da moren omkommer i et tragisk biluheld. Faren, der er universitetslærer, får tilbudt en stilling i Genova i Italien og tager sine to døtre med til et års rekreationsophold.
 

Uhåndgribelig sorg

I det fremmede land er der mange gode muligheder for at starte på en frisk, men opholdet bærer også præg af den uhåndgribelige sorg, den yngste datters skyldfølelse og den ældste datters teenagehormonelle oprør.

Optræk til stærke scener
Undervejs i filmen er der optræk til stærke scener. Der er jo store følelser på spil. Men instruktør Michael Winterbottom udnytter mulighederne dårligt: I stedet glides af på intensiteten, og filmen serverer en næsten endeløst musikunderlagt serie scener berøvet for det nødvendige mentale bid.

Malplaceret disposition
Hvad enten det drejer sig om filmens semi-handlingsmæssige, klassiske musik (moren var pianist, og døtrene får klaverundervisning), kæk popmusik eller den originale bimle/bamle-musik af Melissa Parmenter – musikken er på sammenlagt 80 % af tiden, og dét er en mærkeligt malplaceret disposition.

Troværdigt kriseportræt
Stærkeste indsprøjtning får vi fra skuespillerne, hvor en følt Colin Firth og betagende piger i form af Perla Haney-Jardine og Willa Holland meget stærkt og troværdigt portrætterer den kriseramte familie i et fremmed land.

Byen spiller hovedrollen
Den intensive dyrkelse af Genova er et andet effektivt virkemiddel: Byens smalle gyder og havets brusende brænding bliver så væsentlig en del af filmen, at den må siges at spille hovedrollen.