Hold om mig (2010)

Spillefilmsdebuterende Kaspar Munk beviser, at hans bedrifter på kortfiktions-området ikke har været forgæves.
 

Barsk & sort

"Hold om mig" er en på alle måder barsk og sort fortælling, og instruktørens største bedrift er, at han tør stå ved den mørke tone - i en stil, der er personligt forankret og stort set renset for pynt og effekter.

Ufiltreret i hjertet
Filmen går ufiltreret i hjertet, og den stramt kompakte historie har en perfekt længde mod den truende håbløse slutning. Vi følger en skoleklasse fuld af hormonforstyrrede teenagere. Alt er, som man kunne forvente, indtil en dag, hvor noget går galt.
 

Ubærlig skyldfølelse

Mikkel har længe haft et godt øje til Sara, men da der pludselig opstår en mulighed for at spille barsk over for vennerne, slår det klik for Mikkel, og den følgende tid er han plaget af en ubærlig skyldfølelse. Han fortæller sine forældre, hvad der er sket. Spørgsmålet er, om skaden kan nå at blive gjort god igen.

Historie uden omsvøb
Nogle vil mene, at Munks film er næsten pinligt nærgående. Det er dog en kvalitet af de sjældne, at en dansk instruktør har modet til at gå så tæt på og fortælle sin historie uden omsvøb.
 

Enorm udstråling

ndsigten i skyldfølelsens registre kan mærkes i formidlingen gennem de unge skuespillere, hvor Frederik Christian Johansen (der spillede hovedrollen i En som Hodder) har en enorm udstråling som Mikkel - og er instrueret i så hårfin en balance, at man får en klump i halsen.

Nærmest kropslig oplevelse
På den anden side er tabet af selvtillid og tro på tilværelsen en smertefuld og nærmest kropslig oplevelse, personificeret i blændende Julie Brochorst Andersens fåmælte men nonverbalt kraftfulde præstation som Sara.
 

Stærk personinstruktion

Kaspar Munk når hele vejen rundt med sin stærke personinstruktion. Selv i de små biroller kan man finde uventet kraftfulde præstationer. Charlotte Fich er for første gang en tand over tålelig som overfladisk og forjaget advokatmor.

Spil i en klasse for sig
At Bjarne Henriksen i rollen som Mikkels far brænder igennem på sin egen sart sprængfarlige måde er derimod ingen overraskelse. Spillet er her ganske enkelt i en klasse for sig.
 

Knugende intensitet

Den knugende intensitet forstyrres kun lejlighedsvis af en uheldigt overdoseret Mikael Simpson-musik. Men det positive i denne sammenhæng er, at mange af filmens helt centrale og umenneskeligt barske scener står lydløse hen. Hvis Kaspar Munk havde haft det sidste gran af mod til at skære yderligere i musikken, tør man næsten ikke forestille sig filmens sprængkraft.

Iboende urangst
Det er i filosofisk henseende 'måden det sagte siges på': at Munk lader sin historie fortælle ud fra en iboende urangst, der berører os alle, i stedet for at lade synthesizerkor og springende klippeteknik gøre arbejdet. Denne forståelse for den menneskelige skrøbelighed er signifikant hos Munk, og det må og skal for et følsomt hjerte blandt publikum blive en uafrystelig oplevelse.

Dybder og drømme
Det billedlige udtryk er enkelt men fuld af raffinerede perspektiver, der skaber dybder og drømmeagtige indgange til det barske univers.