Smáfuglar (2008)

Dette islandske kortfilmsmesterværk af Rúnar Rúnarsson indrammer på et kvarter alt væsentligt, der er at sige om omsorg mellem to unge mennesker.

Subtile nuancer
I en krystallisk skrøbelighed, der er så subtil, at man nærmest kan dufte de enkelte nuancer, skildres et hektisk helvede for to islandske teenagere.
 

Gode øjne til hinanden

De har begge et godt øje til hinanden, men ingen tør rigtigt tage det første skridt. De havner sammen med en kammerat til en fest hos et perifert bekendtskab og er naive nok til at tage imod en "mirakelpille" hver. Han vågner op badet i koldsved og ser, hvad hun bliver udsat for ved siden af. Han tager nu beslutningen, at han vil være den første, hun ser, når hun vågner igen.

Indlevelse i den dybe alvor
Rúnarsson har hentet to noget nær ufatteligt talentfulde teenagere, der fuldt og helt - med krop og sjæl - lever sig ind i den smertefulde kortfilms dybe alvor.

Vidunderligt smukt
Intensiteten er så synæstetisk, at man glemmer at trække vejret, særligt i filmens slutscene, der er vidunderligt smuk - og gennem ansigtstræk og store, intense øjne siger langt mere end ord.

Stilheden er stormen
Fraværet af filmmusik er et markant og rigtigt valg. Stilheden er stormen i nærværet og tiltrækningskraften. Detaljerne får lov at leve i en bomstille, smertefuld ægthed, der former en klump i halsen.