Caché (2005)

Michael Haneke skaber endnu engang et filmisk kunstværk, der i stil og budskab er delikat overraskende og tankevækkende.

En modig instruktør
Det kræver en modig instruktør at føre sit publikum ind i en sfære, der ligger uendeligt langt fra mainstream. Michael Haneke har evnen og talentet, og det har han med god grund fundet sit publikum på.
 

Fredelig og ordnet tilværelse

Et fransk, akademisk ægtepar lever en fredelig og ordnet tilværelse med deres 12-årige søn. Men da de en dag modtager et videobånd, der viser, at deres bolig er blevet overvåget via et videokamera på gaden, bliver det begyndelsen på en lang og nervepirrende kamp for at finde kilden bag.

Terroren tilspidses
En egentlig afklaring synes efterhånden umulig, men terroren tilspidses, og det påvirker parret, der bliver rådvilde og desperate. Hanekes stil er alt andet end poppet - den er præcis det modsatte:

Dvælen og eftertænksomhed

En dvælen og eftertænksomhed ved detaljen, et stationært kamera, lange indstillinger og - ikke mindst - et komplet fravalg af ikke-diegetisk lyd og musik. Hannekes kompromisløse fortællestil former et nærvær og en nerve, der bliver så æterisk, at man nærmest må nive sig i armen.

Tæt på
Begivenhederne kommer tæt på, og det er ikke sundt for folk med dårlige nerver: De er jo også gennem talrige mainstreamfilm vænnet til, at når der snart sker noget væmmeligt, så sætter strygermusikken ind! Det kan man være sikker på, at den ikke gør hos Haneke. Derfor bliver nerven i filmen gennem grundigheden og kompromisløsheden en del af publikum - eller publikum bliver måske rettere en del af den.

Stærk fortrolighed
Fortroligheden og symbiosen er stærk, og det er Hanekes varemærke, at stoffet, han formidler, så at sige gives intravenøst. Daniel Auteuil og Juliette Binoche er filmens grundstøtter, og de vokser smukt sammen med dén fortælling, der aldrig får en sand forløsning, og som konstant udfordrer sit publikum - på tankevirksomhed.