Gaven (2008)

Her er en dansk film, der nærmest er én lang sensationsrejse ind i et tragikomisk univers, hvor staldkåde spring- og vendepunkter står i kø.
 

En 'komisk road movie'

Filmen markedsfører sig som ’en komisk road movie’, og det er da også komikken, der binder begivenhederne sammen undervejs. Jens har tømmermænd og ankommer noget groggy til lillebroderens fødselsdag. Snart ringer det på dørtelefonen. Det er deres far, der står nede på gaden.
 

En hasteindlæggelse

Faderen Mogens er psykisk syg, og drengene har ikke set ham i fem år. Nu står han pludselig i stuen, får et ’anfald’, giver moderen en hjernerystelse og havner med Jens i bilen på vej til hasteindlæggelse på psykiatrisk afdeling.
 

En rød sportsvogn i gave

Mogens bliver ved med at fable om en rød sportsvogn, som han vil give den yngste søn i gave, og Jens forbarmer sig over sin far. De to kører nu København tynd for at finde sportsvognen. Mogens kan nemlig ikke huske, hvor bilen står. Men nøglerne har han i lommen.

Pinlige optrin
Tiden sammen i bilen ryster på besynderlig vis far og søn sammen, og de havner i de mest absurde situationer, hvor Mogens som regel sørger for de pinlige optrin.

Kæk og sensationssøgende
"Gaven" er ingen filmisk foræring. En overdrevent kæk og sensationssøgende historie bringer gang på gang filmen på direkte kollisionskurs med en mur af dumsmart tragikomik.

Narrestreger ud af psykisk sygdom
Der er ingen grund til at overdosere og overdramatisere sådan, med mindre man som Niels Gråbøl og medmanusforfatter Rasmus Botoft ønsker at forme narrestreger ud af en psykisk sygdom.

Genstand for folkelig komedie
Det fordrer virkelig en indsigtsfuld begavelse at portrættere psykisk sygdom på film, men at gøre det til genstand for folkelig komedie er en kunst, der næsten på forhånd modsiger sig selv. Ikke desto mindre er det Gråbøls noget billige mission at hente lårklaskende morsomheder ud af det personlige drama, der foregår i hovedet på Mogens.

Udnyttelse af den sagesløse
Det er en art latterliggørelse eller udnyttelse af den sagesløse: på samme måde som den fysisk vanskabte trækkes frem og udstilles for det måbende publikum. Men i den danske komiske filmgenre har der længe ikke været nogle grænser for, hvad der kan være genstand for folkelig kluklatter.

Unaturlig omgang med begreberne
Med denne akavede dagsorden i bagagen er det ikke underligt, at filmens skuespillere ligger under for en unaturlig omgang med begreberne.
 

Sensationshungren

Henning Jensen har sine øjeblikke i en noget atypisk rolle, men han er ligesom de øvrige skuespillere låst af manuskriptets sensationshungren, hvilket mærkes i både replikkerne og den evigt ulmende "næste scene rummer endnu mere drama"-kontekst.

Tæt på grænsen
Jacob Cedergren er ok, så længe han ikke hidser sig op. Hver gang han nærmer sig det røde felt, knækker hans kardanaksel med et brag, og han er snublende nær at kamme over i det utroværdige.

Burde nok ikke have været åbnet
Mikaels Simpsons trendy, elektroniske underlægningsmusik samt de kreative stop motion-animationer, der ind imellem dukker op i periferien af handlingen, er meget sigende konstruerede lyd og billeder på den gave fra Niels Gråbøl, som man nok ikke burde have åbnet.