Ønskebørn (2009)

Prishtina, Kosova – ti år efter krigen. Det er kulissen for denne halvtimelange dramadokumentar om en gruppe børn, der alle er posttraumatiserede af krigen, eller i hvert fald i en eller anden form stærkt påvirkede af den.

En følelsesladet reminder?
Birgitte Stærmose instruerer efter egen idé, hvad der vel er ment som en følelsesladet reminder om den frygtelige tid, da Balkan stod i flammer.

Ufrivilligt voksne

Ved at lade børn agere udtryksløse "hviskestykker" formidles krigsgruen på en alvorstungt barnlig måde: Det er farligt og uhyggeligt, derfor hviskes der velsagtens – samtidig med at børnene jo alle er ufrivilligt voksne allerede.

Et underligt sammenstød
Derfor bliver mødet med dokumentarfilmen et underligt sammenstød mellem det umiddelbart forfærdelige og posttraumatiserede tema og det temmelig konstruerede univers, der formes.

Temmelig støjende
Det er paradoksalt, at børnene skal rende rundt og hviske og kigge intimt i retning mod kameraet. "Ønskebørn" er nemlig i øvrigt temmelig støjende: Et fikst brummende lyddesign er konstant på banen, kædet med balkan-orientalsk inspireret musik: Godt nok aldrig skruet voldsomt op, men alligevel alt for meget.

Markante tilvalg
Der ligges altså noget under for de kunstnerisk markante tilvalg: Lyddesignet, hviske-stilen, ekstreme nærbilleder af børnene, den direkte "forbindelse" mellem traumatiseret barn og kamera.

Alt andet end intim
Stilen skaber desværre en alt andet end intim sfære. Snarere bliver den postdramatiske historie i Stærmoses behandling en udmattende oplevelse, idet vi skal lægge øjne og ører til så megen fortællemæssig udenomssnak.