Dimension (1997)

Det er vanskeligt at bedømme en film, der nærmest hverken er påbegyndt – og i særdeleshed ikke fuldendt. Sådan et "pragteksemplar" af denne slags er von Triers "Dimension", der var ment som et gigantisk filmprojekt, der skulle indspilles med de samme filmskuespillere over en lang årrække.

Sammenskrab af urealiserede visioner
Men Trier mistede allerede efter ca. 6 år interessen for projektet: Tilbage står knap en halv times sammenskrab af urealiserede visioner. Handlingen er ikke mulig at gengive. Det burde den som sådan heller ikke være, idet "Dimension" som færdigt projekt også var tænkt som en art handlingsløs maraton, hvor det store retfærdiggørende clue skulle være, at man så de enkelte spillere ældes naturligt år for år.

Finurligt møde med Jens Okking
Dette råmateriales mest håndgribelige sekvens er et finurligt møde med Jens Okking, der modstræbende åbner sin lejlighed for et par internationale fyre, som han har en vag forbindelse til. Da han i supermarkedet erfarer, at de internationale "venner" nok skal betale for dagligvarerne, bliver indkøbsvognen fyldt til bristepunktet af en umætteligt grådig Okking – ganske komisk og i og for sig genkendeligt trier’sk.

På opdagelse i ansigtet
En anden fin detalje er de to omtalte "venner"s møde med spejlet på toilettet. Her går deres hænder på opdagelse i ansigtet i ikke videre jublende erkendelse af, at rynkerne ikke er blevet færre. Særligt Udo Kier formår at vride en stor intensitet ud af dette nærbillede: Hans mimik ændrer sig overhovedet ikke – det virker i dén grad som om, det ikke er hans egen hånd, der bevæger sig.

En art fortrolighed
Lyd og billede er råt for usødet hentet direkte fra arkiverne, og det former en art fortrolighed med det urealiserede format og dets hensygnende tilværelse. Det fordrer i sig selv en "intellektuel force" hos tilskueren at forsøge at danne sig et billede af de enkelte skuespilleres plads i projektet og af de fragmentariske handlingsforløb: Hvilken ramme (hvis nogen) skal det hele sættes i?

Et nostalgisk smugkig
Noget fortryllende og uforglemmeligt møde kan det dog aldrig blive til. Snarere en art nostalgisk smugkig på et ungdommeligt, fremsynet kunstværk, som instruktøren selv voksede fra.