Harry Brown (2009)

Til at begynde med er denne film en spektakulær oplevelse. Rolig, hjertelig, stemningsfuld og med en betagende indsigt i pensionsalderens psykologi.

Øje for æstetiske detaljer
Holdt helt i neutral kameraføring med fine, blide kameravinkler, krydret med et opfindsomt øje for æstetiske detaljer, formes et raffineret og troværdigt univers omkring de stærke skuespillere.

Hamskifte
Vi skal godt ti minutter ind i filmen, før den første underlægningsmusik melder sig. Faktisk det første varsel om, at filmen er på vej til at skifte karakter fra det subtilt menneskelige til mere håndfast action uden fingre imellem.
 

Med fortiden bag sig

Harry Brown er pensioneret, og bor i en utryg, hærværksplaget ghetto i et af Londons mindre attraktive kvarterer. Han har en fortid som marineinfanterist men har lagt fortiden bag sig. Efter netop at have lagt sin kone i graven, taler Harry med sin eneste ven om, at det er ved at tage livet af dem at færdes i deres eget nabolag, hvor de lokale kriminelle bander hersker.
 

Stigende vrede

Næste dag får Harry beskeden, at vennen er blevet stukket ned af netop disse bander, død af sine læsioner. Båret af sin sorg og en stigende vrede begiver Harry sig nu ud på et drabeligt hævntogt.

Farvel til ægtheden
Filmens hamskifte fungerer ikke gnidningsfrit, og det er trist at måtte vinke farvel til ægtheden og den intime nerve for i stedet at blive vidne til en regulært klichemættet actionfilm.

Markant interessefaktor
Imidlertid ligger der stadig i filmens uortodokse persongalleri stadig en markant interessefaktor, der rækker langt ud over det indsnævrende plot.

Markante skuespillerpræstationer
Michael Caine fører an i rækken af helt fantastiske skuespillerpræstationer, der kommer omkring så forskellige typer som forsagt pensionist og en narkoman, der ligner døden selv. Filmen fastholder sit greb om tilskueren til sidste scene - hvor begivenhederne er taget drabeligt og unødvendigt overdrevet til i intensitet.