Arvingen (1954)

Umiddelbart efter Morten Korchs død måtte filmselskabet ASA finde nye veje for at fortsætte den særlige genre-film, og forfatteren Ib Henrik Cavling var allerede kørt i stilling, forhåndsgodkendt af Korch selv. Ikke desto mindre blev "Arvingen" ikke særligt positivt modtaget. Man var bl.a. skuffet over, at det nærmest obligatoriske fjollehoved (Peter Malberg) var skåret væk, og Berlingske Aftenavis ærgrede sig over, at historien var uden egentlig intrige.

Kunstgødning på ranke strå?
Det har været et hårdt slag at skulle vinke farvel til Korch. Selvom forandring fryder, var man ikke indstillet på fornyelse indenfor netop denne genre, og Cavlings historie opfattedes som kunstgødning på Korchs ranke strå.

Udenom landsbytossen
Når man ser filmen i dag, kan man selvfølgelig godt se, at mange af de klassiske Korch-indslag er forsvundet, men er det ikke netop en forfriskning, at vi kryber udenom fx landsbytossen og beskæftiger os med "godsejer-formlen" i en blot perifert anderledes indpakning?
 

Som nat og dag

Den unge Anders Jansen ankommer en dag til et fint gods. Med sig har han et brev, der fortæller, at han er godsejerens søn, men han har ikke tænkt sig at afsløre hemmeligheden med det samme. Det varer ikke længe, før han og godsejeren farer i flæsket på hinanden. De er som nat og dag, og intet tyder på, at de kan blive venner. I hvert fald ikke så længe, godsejeren ikke ved, at Anders Jansen er hans søn. For Anders Jansen bliver tiden på godset også begyndelsen på et større kærlighedsdilemma, som farmand dog er så venlig at udrede, bedst som det ser allermest vanskeligt ud.

Umiddelbar fremdrift
"Arvingen" er frisk og munter i sin umiddelbare fremdrift, og skuespillet er generelt elegant i det arketypisk begrænsende. Bedst er Astrid Villaume, hvis jalousi og håbefulde kærlighedsøjne lyner af ægthed. Meget af filmens troværdighed skyldes den pæne on location-fotografering omkring godset i Holbæk. Her spiller arbejdssituationer i marken fint sammen med intrigerne på godset.