Les diaboliques (1955)

Henri Georges Clouzot snuppede rettighederne til at filme denne thriller for næsen af Alfred Hitchcock: "Les diaboliques" er et fortættet fransk trekantsdrama med et plot, der kan holde selv den mest garvede filmkigger vågen. På en fjerntliggende internatskole udspiller sig et gruopvækkende og nedværdigende drama. Skolens rektor koster rundt med sin velmenende, men forsagte hustru og lægger ikke skjul på, at han har et forhold til en anden kvinde, der også underviser på skolen.
 

Kryber langs væggene

Sammen planlægger de to kvinder nu at myrde den despotiske mand. De er gjort af hver deres stof: Hustruen er et nervevrag, der kryber langs væggene. Elskerinden er handlekraftig og med et køligt overblik. Alt synes at klappe: Manden bliver slået ihjel og dumpet i skolens plumrede svømmepøl, men da pølen tømmes for vand nogle dage efter, er liget væk.

Tiltagende paranoia
Det bliver begyndelsen til en nervepirrende tid, hvor kvinderne ikke ved, hvad der er blevet af manden, og en tiltagende paranoia truer med at tage livet af den svage hustru. Clouzots iscenesættelse er elegant visuelt forførende med snedig brug af lys og skygge samt virkelig interessante valg af locations. Det indrammer historien æstetisk til stor fornøjelse.

Spidsfindighed til slut
Plottet synes langt hen ad vejen en kende banalt: Trekantsdrama, at skaffe sig af med et lig. Men man overraskes – helt hen imod slutningen – af en spidsfindighed, der så at sige retfærdiggør banale opbygninger undervejs. Og så alligevel ikke. Det er svært ikke at lade sig irritere af den nervesvage hustrus hysteriske mangel på "kriminel pli" i det projekt mord, hun selv har søsat.

Kvinderne råber!
Og hvorfor skal kvinderne råbe op om deres ugerninger – så alle må tænkes at kunne høre dem – ? Det bliver virkelig en prøvelse af sidde model til. I det hele taget ærgrer man sig over, at de potentielle nervetråde i det begavede manuskript ikke rigtigt rammer en elektrisk pol. Det er først for alvor i filmens slutminutter, at begivenhederne med rette sættes i perspektiv, men man føler sig stadig snydt for den rette portion suspense.