Hvad med os? (1963)

    En tidligere frihedskæmper vender efter mange år i Afrika tilbage til Danmark, forelsker sig i en ung kvinde, men plages af gamle traumer.


    STILREN CARLSEN-FILM

    Et højst besynderligt men også fascinerende bekendtskab er denne ikke videre kendte Henning Carlsen-film fra 1962.
     

    Elegant komponeret

    I en stramt og elegant komponeret sort-hvid fotografering føres vi dybere og dybere ind i et akavet kærlighedsforhold mellem en ung kvinde og en dobbelt så gammel mand - midt i København.

    Kunstnerisk tilgang
    Manuskriptet er af Leif Panduro og er lige dele medrivende og uortodokst, hvilket ikke mindst skyldes Henning Carlsens dybt kunstneriske tilgang i visualiseringen.
     

    Svære betingelser

    En tidligere frihedskæmper vender efter mange år i Afrika tilbage til Danmark. Han flirter med en ung kvinde, og ikke længe efter har de indledt et forhold. Det har svære betingelser. Hun er ung og flyvsk. Han er præget af sin fortid og ser ind imellem syner, hvilket gør ham noget sammenbidt.

    I hjertet af København
    De to turer rundt i hjertet af København, til fods og i åben sportsvogn, uden at komme hinanden meget nærmere men en hel del klogere på, hvor forskellige de er.

    En modig film
    Det er på mange måder en modig film, i det den går stik imod strømmen og fortæller en ’dekonstruktiv’ historie. Der er ikke meget i hverken plot eller visuel stil, der trækker i retning af det folkelige.

    Flot visuel identitet
    Carlsens konstruktion af en visuel identitet til filmen er dog lykkedes virkelig flot. Billederne er formet i en stilren komposition af lys og skygge, lange indstillinger og markante perspektiver.

    København som medspiller
    En anden markant kvalitet ved filmen er dens inddragelse af København som medspiller. Spændende locations fortæller ikke alene meget om tiden (1962) men også en hel del om filmens puls og fremdrift.
     

    Akavet kærlighedsforhold

    Dialogerne kan ind imellem synes lovligt langt ude. Hvilke tåbelige samtaler kan de to ikke have! Men de udgør også en del af underholdningsværdien og er en uundgåelig del af det akavede kærlighedsforhold. Historiens kredsen om parrets endeløse tomgang er dog ikke interessant nok til at holde opmærksomheden fanget gennem hele filmen.

    Flot skuespil
    Skuespillet er over hele linjen virkelig flot. De to hovedroller spilles med autoritet og udstråling af Erno Müller og Maud Berthelsen. I små men interessante biroller brænder særligt Buster Larsen og Kirsten Rolffes igennem, som henholdsvis tidligere frihedskæmper med et nervesammenbrud og dennes absolut ikke forstående kone - i en i øvrigt fantastisk scene!

    Markant musik
    Musikken spiller en mindre fremtrædende rolle, men når den sætter ind, er det med markant gennemslagskraft: Krzysztof Komedas postmodernistiske elektroakoustik får de små hår til at rejse sig.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1963, Danmark, Drama, Romantik, 93 min.

    Dansk titel: Hvad med os?
    Instr: Henning Carlsen Prod: Bent Christensen, Preben Philipsen Manus: Leif Panduro Foto: Leif Jappe, Henning Kristiansen Klip: Maj Soya Mus: Krzysztof Komeda
    Priser
    • BD - Special Award: Henning Kristiansen, fotograf