Anna (2009)
En 12-årig pige forsøger at finde sig selv i forældrenes skilsmisse i en kold og øde fiskerby.
FISK OG FODFÆSTE
Rúnar Rúnarssons filmskoleafgangsfilm portrætterer en i flere henseender iskold og øde fiskerflække, der kun gør ondt værre for den 12-årige Anna, hvis liv udspiller sig lige netop her.
Udkants-Danmark
Rúnarsson er dygtig til at indfange udkants-Danmarks stillestående stemning, og han bruger den rigtigt fornuftigt til at indramme 12-årige Annas (Marie Boda) vanskeligheder i pubertstilværelsen.
Ensomhed og isolation
Intimiteten i filmen opnås først og fremmest i Annas omgang med denne ensomhed og isolation, der yderligere tydeliggøres af, at man skal holde på de venner, man har: Ellers kan man blive fuldstændig alene.
Ikke megen trøst
Hjemme er der ikke megen trøst at hente fra den højgravide mor (Petrine Agger), der julehygger med en smøg i kæften og i evig affekt over sin eksmands opførsel – noget, der præger Annas humør meget... Hun ser stadig op til sin far (Henrik Noël Olesen).
Kompromisløst ærlig
Kortfilmen "Anna" er stærk i sit kompromisløst ærlige portræt af menneskelige kriser i fiskerflækken. Rúnarsson begrænser sig begavet til et minimalistisk lyddesign – mest anmassende, når vi et par gange kommer med under vandet. Musik er der befriende nok ikke noget af. Vægten er på dét, der virkelig betyder noget: Nærheden og intensiteten i den kompakte historie.
Lever af nærheden
Desværre er skuespillet ikke bemærkelsesværdigt. Anna spilles med stor indføling af Marie Hammer Boda, men de øvrige børn og voksne har ikke rigtig troværdigheden med sig, og dét er et problem for en lille film, der lever helt og holdent af nærheden.
Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2009, Danmark/KortDok, Drama, Coming of Age, Børn på film, 35 min.
Dansk titel: Anna- Marie Hammer Boda (Anna)
- Daniel Stampe (Ole)
- Petrine Agger (Mor)
- Leonara Alkærsig Nielsen (Veninde)
- Henrik Noël Olesen (Far)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation