Anna (2009)

Rúnar Rúnarssons filmskoleafgangsfilm portrætterer en i flere henseender iskold og øde fiskerflække, der kun gør ondt værre for den 12-årige Anna, hvis liv udspiller sig lige netop her.

Udkants-Danmark
Rúnarsson er dygtig til at indfange udkants-Danmarks stillestående stemning, og han bruger den rigtigt fornuftigt til at indramme 12-årige Annas (Marie Boda) vanskeligheder i pubertstilværelsen.

Ensomhed og isolation

Intimiteten i filmen opnås først og fremmest i Annas omgang med denne ensomhed og isolation, der yderligere tydeliggøres af, at man skal holde på de venner, man har: Ellers kan man blive fuldstændig alene.

Ikke megen trøst
Hjemme er der ikke megen trøst at hente fra den højgravide mor (Petrine Agger), der julehygger med en smøg i kæften og i evig affekt over sin eksmands opførsel – noget, der præger Annas humør meget... Hun ser stadig op til sin far (Henrik Noël Olesen). 

Kompromisløst ærlig

Kortfilmen "Anna" er stærk i sit kompromisløst ærlige portræt af menneskelige kriser i fiskerflækken. Rúnarsson begrænser sig begavet til et minimalistisk lyddesign – mest anmassende, når vi et par gange kommer med under vandet. Musik er der befriende nok ikke noget af. Vægten er på dét, der virkelig betyder noget: Nærheden og intensiteten i den kompakte historie.

Lever af nærheden
Desværre er skuespillet ikke bemærkelsesværdigt. Anna spilles med stor indføling af Marie Hammer Boda, men de øvrige børn og voksne har ikke rigtig troværdigheden med sig, og dét er et problem for en lille film, der lever helt og holdent af nærheden.