The Wolfman (2010)

Sammenhængende film:

The Wolf Man (1941)

The Wolfman (2010)

I denne strømlinede opdatering af Universals klassiker fra 1941, der satte standarden for varulvegenren, er den opsprættede vildskab så dampende intens, at pulsen næppe falder i et sekund.

Ekstremiteter
Det er positivt i dén forstand, at filmens fremdrift er upåklageligt i lommerne på et adrenalinlystent publikum. Men samtidig skæmmes den grundlæggende gotisk stemningsmættede atmosfære af selvsamme ekstremitet på billed- og lydsiden.

Hjem til barndomsegnen
Adelsmanden Lawrence Talbot (Benicio Del Toro) vender hjem til sin barndomsegn efter talrige år uden kontakt til hverken sin far eller bror. Da broren meldes savnet, overvinder Lawrence dog sin modvilje og drager ud på landet.
 

Hærget af et uhyre

Her erfarer han hurtigt, at området gennem nogen tid har været hærget af et blodtørstigt uhyre, og broren er blot ét blandt mange af dets ofre. Fast besluttet på at opklare mysteriet kommer Lawrence selv helt tæt på uhyret, bliver bidt – og er inden længe selv inficeret! Med denne hårde skæbne løsner det ikke mange spændinger at blive konfronteret med farens hemmelighed.

Svulstigt udtryk
Det svulstige udtryk har sine små facetter af elegant visuel æstetik: Stemningen omkring det faldefærdige gods, lys og skygge i nattens skov, varulvejagt på Londons tage...

Fremme i skoene
Som opdatering af originalfilmen fra 1941 er 2010-udgaven selvsagt noget mere fremme i skoene, både teknisk og gennem sin historie. De mange computergenererede effekter er sine steder overbevisende, og det er i det direkte splat-aspekt og de dramatiske forvandlingsscener, at de fleste hår rejser sig.

Afmålt udstråling
Benicio Del Toro har den rette afmålte udstråling i hovedrollen, ligesom Anthony Hopkins har finurlige øjeblikke i de stærkeste far/søn-opgør. Hugo Weaving er filmens fineste birollespiller i rollen som sammenbidt Scotland Yard-opdager.