Prison Break [4] (2008)

    Jaget gennem ild og vand er en gruppe sammentømrede mennesker i åben kamp for retfærdighed og fred og frihed.


    KAMPEN FOR FRIHED

    Sammenhængende i denne serie:
    Prison Break [1] (2005)
    Prison Break [2] (2007)
    Prison Break [3] (2007)
    Prison Break [4] (2008)

    Fjerde og sidste sæson af "Prison break" er et skridt op ad stigen i forhold til den korte og ujævne tredje sæson. Den hæsblæsende saga kan dermed slutte med stil, selvom de mange dramatiske pukler undervejs ikke just er håndteret med æstetisk topkarakter.
     

    På åben mark

    Tilbage "på åben mark" er brødrene Michael og Lincoln, og deres efterhånden sammentømrede gruppe af vidt forskellige og ikke altid lige velmenende hjælpere, konstant i ilden i en nærved umenneskelig kamp for at få sandheden frem og i sidste ende selv få fred.
     

    Frihedskæmpere

    Bag den blodige og kompromisløse kamp står det lyssky "The company", der bliver mere og mere desperate over Michaels snarrådighed. Den frihedskæmpende gruppe må bogstavelig talt kæmpe til sidste blodsdråbe, før freden endelig kan indfinde sig.

    Vedkommende sidehistorie
    Blandt fjerde sæsons mere vedkommende sidehistorier er Michaels kræftsygdom, der i kampens hede negligeres – og kan koste ham livet.

    Overdreven fremdrift
    Sæsonen er præget af en næsten overdreven fremdrift, hvor den ene ekstremitet står på nakken af den anden for at overrumple publikum. Det er til at tage og føle på, og underholdningsværdien er ekstremt høj.

    Ild-i-røven-ekstremitet
    Imidlertid udgør denne ild-i-røven-ekstremitet en konstant trussel mod både troværdigheden og ægtheden, og omtrent trekvartvejs inde i sæsonen begynder de latterlige tilfældigheder at tage lidt overhånd.
     

    I sidste sekund

    Flere og flere afgørende øjeblikke, hvor skurken bare skal plaffe for at gøre det af med en af heltene, bliver afværget, da en af de andre helte pludselig ud af det blå frelser i sidste sekund.

    En plat mor
    Forholdet mellem Michael og Sara har sine søde øjeblikke, når det hektiske ind imellem neddrosles et par minutter. Til gengæld er den stift determinerede mor til Michael og Lincoln et fuldstændig plat "indslag".

    Svage skuespillerkort
    Skuespillet er ikke rigtigt velsmurt. De svageste kort er Michael og Lincoln, der ind imellem på hver deres vidt forskellige måde er tæt på at være decideret ringe spillende. Blandt de helt fine oplevelser er Leon Russom i rollen som firmaets hårdkogte boss. Ros for den samlede præstation gennem serien fortjener også Robert Knepper i rollen som den klamme Theodore Bagwell.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2008, Storbritannien, USA, Action, Krimi, Drama, Fængselsfilm, Udl. tv-serie, 902 min.

    Dansk titel: Prison Break [4. sæson] (tvs)
    Instr: Kevin Hooks, Bobby Roth, Milan Cheylov, Michael Switzer, Karen Gaviola, Bryan Spicer, Garry A. Brown, Jesse Bochco, Dwight H. Little, Mark Helfrich, Jonathan Glassner, Brad Turner Prod: Garry A. Brown m.fl. Manus: Paul T. Scheuring m.fl. Foto: Fernando Argüelles m.fl. Klip: Etienne Des Lauriers m.fl. Mus: Ramin Djawadi
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation