En familie (2010)

Læs også:
Familien (2013)

Dette nedbøjede og uigenkaldeligt dystre drama er i al sin fortættede dødstematik et af dansk films bedre, livsbekræftende bud i nyere tid. Instruktør Pernille Fischer Christensen arbejder koncentreret og dygtigt med at visualisere livets helt store eksistentielle spørgsmål, og det filmiske resultat borer sig ind i hjertet.

Roligt og ukrukket
Filmens kvaliteter findes først og fremmest i en generelt meget begrænset brug af filmmusik; i den rolige og ukrukkede fotografering, der knivskarpt strejfer dén smerte, der ikke lader sig direkte udtrykke i billeder.
 

Psykiske og fysiske rædsler

Og naturligvis bevæges man af Jesper Christensens mesterlige indfangelse af dødskampens psykiske og fysiske rædsler. Richard Rheinwald er fjerde generation i en stolt og hofleverende bagerforretning. Han er en arbejdshest, der ikke kender til at give op. Så meget desto hårdere er beskeden om, at hans kræftsygdom har bredt sig til hjernen og ikke længere kan helbredes.
 

Et anspændt forhold

Richard insisterer på at komme hjem i sin elskede villa, og herfra forsøger han at lægge en plan, så bageriet kan blive i familiens hænder. Da han serverer for sin datter, Ditte, at hun skal drive bageriet efter hans død, slår skuffelsen ved hendes nej ham fuldstændig ud. Forholdet til datteren bliver særdeles anspændt i den sidste tid.

Frygtløst møde med døden
"En familie" lever højt på sit intime og frygtløse møde med dødens smerte på et både meget konkret og oprigtigt niveau. Når begivenhederne står stærkest, befinder vi os midt i det ubærlige, uden akkompagnement af hverken musik eller visuelt effektmageri.

Akavede musikblokke
Selv den tilsyneladende ægte tilgang til dødstemaet, som Pernille Fischer Christensen synes at have, svækkes dog af en forbigående frygt for at blive for intim, hvoraf nogle af de potentielt stærkeste scener forstyrres voldsomt af akavede og malplacerede singer/songwriter-musikblokke.

Intenst favntag
Filmens intro med kreativ tekst og musik er gudskelov blot en lidt for fiks indføring i familiens historie: ægtheden kommer prompte og udvikler sig til et intenst favntag med publikum.

Dybt forankrede temaer
Frustrationerne, mødet med magtesløsheden, ensomhed, meningsløsheden: det er disse ofte svævende, men menneskeligt dybt forankrede, temaer, filmen beskæftiger sig med, og sammenfletningen mellem hovedpersonens eget møde med kræften og hans families sorg fungerer i det store og hele virkelig godt. Skuespillerne er støbt ind i intensiteten. Bedst er afgjort Jesper Christensen, men langt de fleste af de pårørende er ligeledes stærke og dygtigt instruerede kort.