The American (2010)
En amerikansk lejemorder på opgave i Italien begår dén fejl at blive menneskelig, og det er ingen klog disposition i hans fag.
ÆSTETISKE DYDER
Den hollandske instruktør Anton Corbijn har en lang og succesfuld fortid bag sig som stillbilledefotograf, og det æstetiske blik for motiver smitter positivt af på hans forsøg med filmmediet.
Ro og visuel elegance
"The American" er en på alle måder underspillet film om lejemordere og våben – en film helt uden krukkeri og formet ud af æstetiske dyder som ro og visuel elegance.
International lejemorder
Lejemorderen Jack (George Clooney) bliver i stigende grad paranoid i sit internationale arbejde. Efter næsten at være blevet likvideret i Sverige, drager han på job i en isoleret landsby i Norditalien.
Kan ikke føle sig sikker
Heller ikke her kan han dog føle sig sikker, og da han oven i købet begår den fejl at opleve menneskelige følelser for en lokal prostitueret, kan det næsten kun ende galt.
Helt ned på jorden
"The American" udstråler en klippefast ro i sine udramatisk komponerede billeder, der perspektiverer begivenhederne og bringer dem helt ned på jorden. Roen i lyd og billeder bringer pulsen ned og skærper interessen for historiens hemmelighedsfulde udviklinger.
Sælsomt opslugende
Det er sælsomt opslugende, når Anton Corbijn og hans cheffotograf Martin Ruhe lader kameraet forme et univers af intimitet og nærvær i en grad, så vi nærmest kan dufte landet og bjergene og række ud efter de sandfarvede bygninger.
Elegant filmmusik
Herbert Grönemeyers elegante filmmusik svøber et eksklusivt udvalg af scener i endnu mere hemmelighedsfuldhed, fx den flotte tunnelscene i anslaget.
Ren stoflighed
Den rene stoflighed bliver fuldkommen i Jacks omgang med våben: Den subtile håndværksæstetik går under huden i kombinationen rå mekanik og detaljerede teksturgradienter.
Landskabet i hovedrolle
Landskabet spiller en af hovedrollerne i filmen, idet Corbijn på forbilledlig vis anvender de forskellige stemninger i lys, skygge og perspektiver til at ramme begivenhederne ind i – bl.a. den rene idyl ved den afsidesliggende flod.
Nærvær og autenticitet
De menneskelige hovedroller udfyldes med nærvær og autenticitet: Sminkefri mænd med virkelige rynker og skægstubbe træder næsten ud af lærredet. George Clooney gør hér en virkelig pæn figur i en dialogfattig og strammasket rolle, der viser hans potentiale udi det ikke-rosenrøde.
Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2010, USA, Thriller, Action, Krimi, Drama, Bjerge på film, 105 min.
Dansk titel: The American- George Clooney (Jack / Edward)
- Violante Placido (Clara)
- Thekla Reuten (Mathilde)
- Paolo Bonacelli (Father Benedetto)
- Johan Leysen (Pavel)
- Björn Granath (Hunter)
- Samuel Vauramo (Young Swedish Man)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation