Don Olsen kommer til byen (1964)

Man skal forsøge ikke at lade sig afskrække af pr-materialet til dette lystspil, for "Don Olsen kommer til byen" er langt mere substantiel og vellykket, end de lidt platte billeder og citater lægger op til. Manuskriptet er baseret på en roman af Tage Vandsted.

Til kamp mod småsvindleri
Dirch Passer driver tøjbutikken i byen Middelkøbing, hvor han er kendt af alle. Han er også byrådsmedlem, hvor han så småt er begyndt at give sig til kende – til kamp mod provinsbureaukrati og småsvindleri.

Don Olsen kommer...
Mens han sidder og nyder en gang skipperlabskovs hos Bodil Udsens "Enken", passes han pludselig op af den emsige Buster Larsen, der præsenterer sig som Don Olsen. Han er kommet til byen for at starte på en frisk efter i mange år som typograf at have sørget for, at folk hver dag i avisen har kunnet læse resultaterne af deres egen ondskab, misundelse og tåbelighed – uden at det hjalp – tværtimod!

Et livskraftigt motto
Tåbeligheden blev ham stadigt større. Og nu sidder Don Olsen altså på "Enken" og beslutter at leve livet under mottoet: "Samle på godt humør og bruge det, før man dør, dele med hvem, der vil, dét er at leve". Det passer lige ind i Thorsens livsstil, og sammen sætter de to herrer snart den lille by på den anden ende.

Mere fokuseret end gennemsnittet
Pressen var overvejende skuffet over filmen, og den blev bl.a. kaldt for en "filmknallert uden knald" og beskyldt for at ville ramme alt for mange forskellige målgrupper. Men set i den brede folkekomiske sammenhæng synes "Don Olsen kommer til byen" langt mere fokuseret end gennemsnittet, og fyldstof er der for eksempel ikke alt for meget af.

Absurde farcescener
En af de mere absurde farcescener opstår, da stærkt berusede Dirch og Buster støder på en mejerihest spændt for en mælkevogn. Den ser så trist ud, at de tager den med hjem i Thorsens lejlighed. Op ad talrige trapper og med i dobbeltsengen! Det er faktisk en ganske velkoreograferet scene og morsom i al den overdrevne dyrekomik.

Politisk samtidssatire
Der opstår også veloplagt pjanket komik, når Thorsen sætter en veludrustet gine op bag bagprojicerede nedrullede gardiner (så folk på gaden tror, det er en nøgen kvinde). Men først og fremmest vil filmen gerne være en politisk og samfundsmæssig samtidssatire, hvilket den lykkes på det jævne med.

Skumle bagtanker
Udgangspunktet for samfundskritikken er selvsagt Thorsens plads i byrådet, hvor Ejner Federspiels borgmester er på vej på aftægt. Her øjner Bendt Rothes griske bankdirektør-byrådsmedlem Jacobsen en chance for at få gennemført enorme entrepriser i midtbyen.

Alting på spidsen
I dette politiske drama vælger Thorsen at gå solo og starte Individualistpartiet, noget, han skal vise sig at få stor succes med (ikke mindst da han i filmens sidste scene, der desuden som den eneste er i farver, klæder sig ud som dame og sætter alting på spidsen.)

Umiddelbar charme
Dirch trækker utvivlsomt en stor del af filmen med sin umiddelbare charme, der ikke bare kører på rutinen. Men allerbedst er Buster Larsen i titelrollen. En charlatan med glimt i øjet og rap i replikken. Bodil Udsen er rigtigt frisk værtshusmamma – en rolle, hun kom til at besidde seriøst i 70’erne – og Birgitte Price er overordentligt indtagende som den yndige Frk. Mortensen, som Thorsen falder for.

Spækket med biroller
Filmen er spækket med biroller og cameos, kulminerende i en scene, hvor Thorsen gør grin med bankdirektøren i eget hjem: Her vælter det på blot et minut ind med alt fra Ove Sprogøe over Ebbe Langberg, Jørgen Ryg og Preben Kaas.

Udtalt musikbrug
Ib Glindemanns musik er veloplagt og kæk – og alt for udtalt. Det komiske må åbenbart for guds skyld ikke underspilles. De obligatoriske sange (med tekst af Volmer Sørensen) falder ikke stort ophidsende ud, selvom Otto Brandenburg og Daimi er hentet ind til biroller med netop syngende funktion.