La guerre du feu (1981)

Ind imellem er det sundt at få serveret en filmoplevelse helt ud over det sædvanlige, og dét er Jean-Jacques Annaud så absolut mand for. I en helt igennem spektakulær kulisse (for)føres vi hér 80.000 år tilbage i tiden til meget fjerne forfædre og deres indædte kamp for overlevelse.

Naturen i central rolle
Filmen er kynisk i sin dialogløse kamp/flugt-skildring, hvor naturen spiller en central rolle i gestaltningen af det ur-instinktive. Handlingen kredser om en lille beholder, der huser en gruppe gløder.

Gløden med magt

En lille gruppe mennesker har nemlig opdaget ilden, og nu værner de – med livet som indsats – gløderne. De har endnu ikke erfaret, at ild kan startes forfra. På sletterne udspiller der sig blodige kampe med rivaliserende menneskegrupper. Alle vil have fingre i gløderne... og dermed magten.

Svulstigt musikalsk udtryk
Hvad, der utvivlsomt ville klæde filmen, er en langt mere stringent brug af filmmusik. Tavshed og fokusering på naturens egne lyde ville have bragt tilskueren meget dybere ind i fortiden, men hér har man altså valgt et svulstigt musikalsk udtryk, der ofte kvæler atmosfæren.

Fascinerende indblik
Det ændrer dog ikke nævneværdigt ved, at filmen er et dybt fascinerende indblik i en fortid, der sjældent portrætteres i levende billeder, og i alle tekniske facetter er produktionen et overbevisende bekendtskab.

Grundlæggende drifter

Det primitive sprog, der tales undervejs i filmen, er udviklet af Anthony Burgess, men klogt nok er sprogets betydning overladt til fantasien. Filmen er mest virkningsfuld i sine indgående portrætter af menneskets to grundlæggende drifter; seksual- og selvopretholdelsesdriften.

Fin indsigt
Det banalt primitive driftsapparat skildres med fin indsigt, og i de ofte vidvinklede scenerier står det fortidige knivskarpt i en fascinerende ægthed. De flot maskerede skuespillere gør gode figurer, særligt er Ron Perlman med den særegne hovedform som skabt til sin rolle.