Bruden fra Dragstrup (1955)

En solid og reel herregårdsidyl serveres her af genrestærke Annelise Reenberg: "Bruden fra Dragstrup" sejrede i samtiden og var baseret på skuespillet "La belle aventure" af Gaston Arman de Cavaillet og Etienne Rey.

Klog af livet
Helle Virkners henrivende unge Helene Dragstrup lever det fredelige og uforpligtende landliv med sin kære gamle bedstemor, Clara Pontoppidan. Bedstemor er klog af livet og vil sende Helene i bylivspraktik, nærmere bestemt et ophold hos tante og onkel i København.

Det spændende københavnerliv
En beslutning, Helene bestemt ikke er glad for. Men da hun først er i storbyen, falder hun både for sin fætter Peter og det travle byliv, og snart skal hun giftes. Der er dog bare det ved det, at det er den forkerte fætter, hun skal giftes med.

Skjulte kærlighedsbreve
Den fætter, hun er kær i, er ude på havet, og den tarvelige tante Therese gemmer hans kærlighedsbreve for hende, så Helene til sidst i affekt gifter sig med Thereses søn, den oldtidsnørdede Walter.

Sandheden ser dagens lys
Da Peter vender hjem i ellevte time, forlader han og Helene brylluppet og rejser hjem til bedstemor. Både hun og det elskelige personale på godset tror selvfølgelig, at det er det friske ægtepar, der kommer på besøg, og mange frustrationer skal overleves, før sandheden endelig kan se dagens lys.

Ikke en forstokket film
Det er gammeldags fortalt, men langt fra en forstokket kærlighedsfilm. Den vinder først og fremmest vinder på fine skuespillerpræstationer. Filmen er tungest i starten, men arbejder sig både interessant og en smule spændende, da parret stikker af fra det hele.

Afmålt livsvisdom
Bedst er Clara Pontoppidan som bedstemor i en af sine få større tonefilmsroller. Visdommen er afmålt og kærlig og serveres fuld af indlevelse og hjerterum.

Ufrivilligt komisk
Mere stift bliver det, når hun lægges ord i munden med moralsk tunge, (men hér også ufrivilligt komiske), replikker som: "Det er noget kønt noget, de unge piger lærer inde i byen. De danser negerdans og gnider sig en hel aften op ad fremmede mandfolk. Ja undskyld, jeg er en gammel kone, jeg taler rent ud af posen uden snerperi."

Forelsket glimt i øjet
Helle Virkner er kær, men også en kende præget af det fortærskede førsteelskermateriale. Så lykkes det bedre for hendes elskede Peter, spillet med stærkt forelsket glimt i øjet og fint afrundet nærvær af John Wittig.

Totaljovial bondegårdshygge
Helge Kjærulff-Schmidt og Rasmus Christiansen står for den totaljoviale bondegårdshygge, og Michael Moritzen er sød som den distræte fætter Walter, der vist dybest set er lykkelig for alligevel ikke at skulle giftes.

Ib Schønbergs sidste filmrolle
Karin Nellemose er udmærket væmmeligt beregnende som tante Therese, mens Ib Schønberg – i sin sidste filmrolle – er fuld af melankoli og kærlig forståelse, særligt i en meget fin scene, hvor han roses for sit kærlige væsen af Helene.

Overvejende positiv modtagelse
Pressen modtog filmen overvejende positivt: "Herregaardshygge og gode skuespillere", "Folkefilm med charme", "Mange meter rørende folkekomedie", "Byder på ypperlige skuespilpræstationer og en morsom historie" og "Hygge og humør i lange baner".

Veltempereret- og krydret
Men der var også enkelte, der følte sig snydt for en god filmoplevelse: "Samme ret en gang til" og "Dansk ørkenvandring". Der er bestemt noget rigtigt i, at det er samme ret igen, men i Annelise Reenbergs fine iscenesættelse er denne ret faktisk både veltempereret- og krydret.

Forventelighedens toner
Musikken er af Sven Gyldmark, og det er toner helt efter forventelighedens noder, men samtidig ikke en af de film, hvor tonerne kvæler eller dikterer fra ende til anden.