Shutter Island (2010)

Med vanlig bloddryppende overdrivelse guider Martin Scorsese os hér igennem et scenarie af mystik, vold, psykisk sygdom og fortrængt katastrofe.

Hovedvægt på indpakningen

"Shutter Island" er endnu et kapitel i Scorseses efterhånden tykke bog af film, der er filet til med det grove sandpapir, og med en dagsorden med hovedvægten på indpakningen.

Visuel ekstremitet
Paradoksalt nok fascineres publikum og anmeldere til stadighed af Scorseses stil, hvor det dybereliggende indhold er fuldstændigt voldtaget i jorden til fordel for en nærved opgejlet lyst til at imponere gennem visuel ekstremitet, høje lyde, musik og andre sprøde overdrivelser.

Ingen tid til refleksion
Der er virkelig ikke ret mange øjeblikke i "Shutter Island", hvor det er overladt til tilskueren selv at danne sig et overblik, få en indsigt – eller reflektere over en begivenhed.

Artificielt!
Scorsese bombarderer til stadighed med indtryk, så filmens identitet faktisk helt og holdent bliver artificiel – i en særdeles tung, over to timer lang svingom.
 

En mystisk sag

To betjente ankommer til en isoleret beliggende ø. Her skal de forsøge at opklare, hvordan en kvindelig patient har kunnet forsvinde sporløst fra sin celle på den maksimalt sikrede galeanstalt.
 

Psykiske torne

Samtidig med at en orkan trækker ind over øen, begynder opklaringsarbejdet, men det skal snart vise sig, at der stikker flere psykiske torne ud, end man umiddelbart kan se med det blotte øje.

Varsler krybende uhygge

Filmen er bedst i de indledende faser, hvor etableringsskud af ankomsten til øen og den tilsyneladende skræmmende sindssygeanstalt varsler krybende uhygge.

Intensitetsniveauet druknes

Der skal dog ikke gå lang tid, før intensitetsniveauet druknes i al den nævnte tåbelige indpakning. Som ovenfor nævnt dels de tekniske tilvalg, men ikke mindst måden at formidle det mildt sagt mystificerende plot på.

Mystisk formidling
Scorsese griber dybt i godteposen blandt "mystisk formidling": Således er historien snart så rodet og usammenhængende, at man føler sig fuldkommen koblet af.

Ringe perspektivering
Det hjælper overhovedet ikke, at de vilde afsløringer og overraskelser i historien sætter al mystikken en kende i perspektiv. Snarere tværtimod: Det skærper kravene til en instruktør. Disse absurditeter kunne have været serveret på en knivskarp og delikat måde af en dygtig kunstner (som Scorsese var engang).

Gode birollepræstationer
Små lyspunkter viser sig blandt birolleskuespillere, herunder især Max von Sydow og Ted Levine som henholdsvis psykiater og fængselsinspektør. Von Sydow giver funklende myrekryb i sit portræt af den betingelsesløst klamme læge, ligesom Ted Levines portræt af fængselsinspektøren formidler det rene vanvid rent.