Shutter Island (2010)

Med vanlig bloddryppende overdrivelse guider Martin Scorsese os her igennem et scenarie af mystik, vold, psykisk sygdom og fortrængt katastrofe. Filmen er endnu et kapitel i Scorseses efterhånden tykke bog af film, der er filet med det grove sandpapir, og med en dagsorden med hovedvægten på indpakningen.

Krukket stil
Paradoksalt nok fascineres publikum til stadighed af Scorseses krukkede stil, hvor det dybereliggende indhold er fuldstændigt voldtaget i jorden til fordel for den nærved liderlige lyst til at imponere gennem visuel ekstremitet, høje lyde og musik og sprøde narrative overdrivelser.

Ingen tid til refleksion
Der er virkelig ikke ret mange øjeblikke i "Shutter Island", hvor det er overladt til tilskueren selv at danne sig et overblik, få en indsigt - eller reflektere over en begivenhed.

Artificielt!
Scorsese bombarderer til stadighed med indtryk, så filmens identitet faktisk helt og holdent bliver artificiel - og en særdeles tung, over to timer lang svingom.
 

En mystisk sag

To betjente ankommer til en øde beliggende ø. Her skal de forsøge at opklare, hvordan en kvindelig patient har kunnet forsvinde sporløst fra sin celle på den maksimalt sikrede galeanstalt.
 

Psykiske torne

Samtidig med at en orkan trækker ind over øen, begynder opklaringsarbejdet, men det skal snart vise sig, at der stikker flere psykiske torne ud, end man umiddelbart kan se med det blotte øje.

Intensitetsniveauet druknes

Filmen er bedst i de indledende faser, hvor etableringsskud af ankomsten til øen og den tilsyneladende skræmmende sindssygeanstalt varsler krybende uhygge. Der skal dog ikke gå lang tid, før intensitetsniveauet druknes i al den nævnte tåbelige indpakning. Som ovenfor nævnt dels de tekniske tilvalg, men ikke mindst måden at formidle det mildt sagt mystificerende plot på.

Mystisk formidling
Scorsese griber dybt i godteposen blandt "mystisk formidling": Således er historien snart så rodet og usammenhængende, at man føler sig fuldkommen koblet af og uinteresseret.

Ringe perspektivering
Det hjælper overhovedet ikke, at de vilde afsløringer og overraskelser i historien sætter al mystikken en kende i perspektiv. Snarere tværtimod: Det skærper kravene til en instruktør. Disse absurditeter kunne have været serveret på en knivskarp og delikat måde af en dygtig kunstner (som Scorsese var engang).

Gode birollepræstationer
Små lyspunkter viser sig blandt birolleskuespillere som Max von Sydow og Ted Levine som henholdsvis psykiater og fængselsinspektør. Von Sydow giver funklende myrekryb i sit portræt af den betingelsesløst klamme læge, ligesom Ted Levines portræt af fængselsinspektøren formidler det rene vanvid rent.