Paris, Texas (1984)

Blandt Wim Wenders lettest tilgængelige og mest umiddelbart appellerende film er denne tidløst dramatiske og oprigtigt rørende historie om den fortabte mand, Travis, der efter at have været forsvundet i fire år, pludselig dukker op i ørkenen tæt ved grænsen til Mexico. Her ringer man til hans bror, der kører den lange vej til Texas for at samle Travis op. Men der skal gå rigtig lang tid, før Travis overhovedet vil sige et ord.
 

Sporløst forsvundet

Broderen og dennes kone tog sig i sin tid af Travis’ søn, Hunter, i det begge forældre pludselig forsvandt sporløst. Nu er det spørgsmålet, om Travis er interesseret i at være far for sin søn; og hvordan det forholder sig med drengens mor, hvor end hun måtte befinde sig.

Hjertevarm udstråling
"Paris, Texas" rummer ikke én uægte scene. Filmen er kendetegnet ved en knivskarp troværdighed og hjertevarm udstråling, der kommer til udtryk både gennem det følte skuespil og det fotografiske arbejde.

Kilde til nysgerrighed
Hver kameraindstilling er en kilde til nysgerrighed. Ingen komposition eller lyssætning er overladt til tilfældighederne.

Kunstneriske overblik
Det mærkes tydeligt, at Wenders med sit store kunstneriske overblik og en stædig kompromisløshed, i mange scener har ventet til den helt rigtige naturlige lyssætning.

Valgt med omhu
For at skabe en helt fortryllende stemning, når en bil køres op ad en gade, vælger Wenders fx at filme mod en rød solnedgang. På samme måde er de enkelte locations til en scenes indstillinger valgt med omhu. Som fx da far og søn sidder på ladet af pick-up’en under motorveje i flere lag.

Ægthed og nærvær
Kameraet fortæller filmen igennem således væsentlige historier, der alle bidrager til den ganske særlige atmosfære af ægthed og nærvær, der varer ved til sidste scene.

Stærk indlevelse
Blandt skuespillerne er det særligt Harry Dean Stanton og Dean Stockwell, der brænder igennem, begge med en meget stærk indlevelse i rollerne. Drengen Hunter spilles charmerende og naturligt af Hunter Carson.

Atmosfæremættet musik
Ry Cooders atmosfæremættede guitar-musik er i dag kendt som en væsentlig del af filmens samlede udtryk. Kun fordi den er anvendt så stringent og aldrig træder i forgrunden, fungerer den perfekt i balance med den øvrige historiefortælling.