Paris, Texas (1984)

Blandt Wim Wenders' lettest tilgængelige og mest umiddelbart appellerende film er denne tidløst dramatiske og oprigtigt rørende historie om den fortabte mand Travis (Harry Dean Stanton), der efter at have været forsvundet i fire år, pludselig dukker op i ørkenen tæt ved grænsen til Mexico.

Siger ikke et ord...

Her ringer man til hans bror, der kører den lange vej til Texas for at samle Travis op. Men der skal gå rigtig lang tid, før Travis overhovedet vil sige et ord.
 

Sporløst forsvundet

Broren og dennes kone tog sig i sin tid af Travis’ søn Hunter, idet begge forældre pludselig forsvandt sporløst. Nu er det spørgsmålet, om Travis er interesseret i at være far for sin søn – og hvordan det forholder sig med drengens mor, hvor hun end måtte befinde sig.

Hjertevarm udstråling
"Paris, Texas" rummer ikke en eneste uægte scene. Filmen er kendetegnet af en knivskarp troværdighed og hjertevarm udstråling, der stråler både gennem det følte skuespil og Robby Müllers magnifikke fotografiske arbejde.

Kilde til nysgerrighed
Hver en kameraindstilling udgør en kilde til nysgerrighed. Ingen komposition eller lyssætning er overladt til tilfældighederne. Det mærkes tydeligt, at Wenders (i samråd med cheffotografen Müller) med sit store kunstneriske overblik og stædige kompromisløshed, i mange scener har ventet, til den helt rigtige naturlige lyssætning har indfundet sig.

Valgt med omhu
For at skabe en helt fortryllende stemning, når en bil fx køres op ad en gade, vælger Wenders og Müller fx at filme mod en rød solnedgang. På samme måde er de enkelte locations til en scenes indstillinger valgt med omhu. Som fx da far og søn sidder på ladet af pickuppen under motorvejsbroer i flere lag.

Ægthed og nærvær
Kameraet fortæller filmen igennem således væsentlige historier, der alle bidrager til den ganske særlige atmosfære af ægthed og nærvær, der varer ved til sidste scene.

Stærk indlevelse
Blandt skuespillerne er det særligt Harry Dean Stanton og Dean Stockwell (som Walt Henderson), der brænder igennem, begge med en meget stærk indlevelse i rollerne. Drengen Hunter spilles charmerende og naturligt af Hunter Carson.

Atmosfæremættet musik
Ry Cooders atmosfæremættede guitarmusik er i dag kendt og fremhævet som en væsentlig del af filmens samlede udtryk og identitet. Kun fordi den er anvendt så stringent og aldrig træder i forgrunden, fungerer den perfekt i balance med den øvrige filmfortælling.