Sherlock Holmes (2009)

Denne alt andet end beskedne opdatering af Arthur Conan Doyles udødeligt klassiske Sherlock Holmes er en utæmmelig og forstyrret filmoplevelse. Man finder næppe én rolig kameraføring, tre klip på over fem sekunder, mere end ti sammenhængende sekunder uden filmmusik - for nu at overdrive til fremmelse af forståelsen.

Ramasjang og tjubang
Men sådan er det virkelig. Instruktør Guy Ritchies tilgang er ren ramasjang og tjubang fra ende til anden. Læg hertil den dominerende komiske tone, som hele handlingen er plastret ind i. Vi bliver faktisk vidner til den første komedie-filmatisering af Sherlock Holmes. Dog er manuskriptet også tro mod Sherlocks specialer: At opklare grumme forbrydelser ved hjælp af de overmåde skærpede sanser.

Tykt påsmurt ironi
Men filmen vil hele tiden ud ad tangenter, der får tilskueren til at le: Særligt samarbejdet mellem Holmes og Watson er således spækket med rappe replikker og tykt påsmurt ironi, som var vi vidner til en Monty Python-film.

Ude på overdrevet
Holmes og Watson er virkelig ude på overdrevet. Efter at Watson har erklæret den okkulte sektleder Lord Blackwood for død, genopstår han pludselig fra de døde. Vejen til sandheden bliver højspændt livsfarlig.

Springende dominans
Produktionsdesignet er svulstigt og sine steder spektaulært i det omhyggelige arbejde med at genskabe det gamle London. I det hele taget er filmens visuelle udtryk et stærkt kort - hvis man kan se bort fra den springende dominans i fortællestilen.

Rødglødende
Samspillet mellem Watson og Holmes slår ind imellem fine gnister: Robert Downey Jr. er nærmest helt oppe i det lilla felt af bar iver i den rødglødende racer-hovedrolle (atter en indikation på filmens forcerede tempo), ligesom Jude Law er markant og stilfuld som den skeptiske doktor.

Stærkt kvælende brandtæppe
Musikken er ligesom lyddesignet overmåde dominerende og udgør et stærkt kvælende brandtæppe fra ende til anden. Et lille plaster på såret er det dog, at Hans Zimmer leverer noget af sin bedste filmmusik længe.