Die Brücke (1959)

I dette nærgående portræt af det universelt grufulde ved krig formes et krybende, uhyggeligt møde med døden i en alt for ung alder.

Krig på fredens præmisser
Ved at gå dybt ind i stoffet og tilgå krigen på fredens besjælede præmisser skaber Bernhard Wicki en tidløs antikrigsfilm, hvor angsten står malet i de enkelte drenges ansigter.
 

Stor entusiasme

I en lille tysk by flokkes en gruppe teenagedrenge om den verserende 2. verdenskrig med dens lokkende spænding. Så da der pludselig bliver brug for dem i militæret, springer de med stor entusiasme ud i opgaven, fuldstændigt blinde for dén rædsel, de risikerer.

Lette ofre

Snart har de ansvaret for at bevogte en mindre bro. Da de amerikanske tropper nærmer sig i deres kampvogne, skal drengene dog snart vise sig at være meget lette ofre.

Dybe enkeltportrætter
Det lykkes Bernhard Wicki med knivskarp sort/hvid æstetik og dybe enkeltportrætter af drengene at skabe en film, der er en visuel perle i en medrivende dramaturgi.

Velgennemtænkt kontrast
De funklende fædrelandsjulelys i drengenes øjne, når snakken falder på krigen, bliver en velgennemtænkt kontrast til de tårevædede møder med døden i den anden ende af historien. Frygten kommer skyllende ind over den naive drengegruppe, da de først møder krigens grusomhed - lige på og hårdt.

Fuldendt ukrukket
Filmens opbygning er fuldendt ukrukket og spændt ud omkring en kerne af indsigt i den menneskelige psyke, og ungdommens i særdeleshed. Instruktøren har en interesse i hver af drengene, og det mærkes i de indledende fortællinger.

Omhyggelig opbygning
Opbygningen mod kampscenerne er omhyggelig. Bemærk den geniale udtrækning af spænding, hvor alene lyden af de fjerne tanks på vej bygger mere op end de vildest tænkelige lydmæssige og visuelle effekter.

Sparsom brug af musik
Yderst sparsom anvendelse af musik sørger yderligere for styrkelse af autenticiteten: Frygten og de alt for tidlige møder med døden får lov at stå ganske alene.