The Killer Inside Me (2010)

Denne drabelige og potentielt rystende seriemordersaga er ikke stort andet end krampagtigt fortalt, og det gennemsyrer hele filmoplevelsen fra ende til anden.

Sukret candyfloss
Instruktør Michael Winterbottoms i øvrigt enormt anmelderroste filmatisering af Jim Thompsons roman er dybest set én stor gang sukret candyfloss, der lag på lag pumpes ud over den pindetynde kerne af ondskab.

Åleglatte stereotyper
Hvordan kan en seriemorderfilm være sukret? Det er nemt nok. For Michael Winterbottom har det for det første handlet om at gøre de forskellige personer i handlingen så åleglatte og stereotype som muligt.

Smagløs indpakning
Men primært skyldes sukker-klæbrigheden den egentligt smagløse indpakning, der spænder fra en kæk, allestedsbevægelig fotografering over evigt musikalsk stemningstapet til en grundlæggende fatalistisk personinstruktion, der i alle roller fører til enten under- eller overspil. Den tilsyneladende velfungerende vicesherif Lou Ford har en skyggeside. Lige pludselig tager fanden ved ham, og han slår ihjel uden at blinke.
 

Glider af

De få, der mistænker den nydelige vicesherif, har svært ved at komme igennem med deres argumenter. Ford glider af på alle beskyldninger. Men på et eller andet tidspunkt må fælden vel klappe omkring den stribe af død, som han efterlader sig.

Glat og klæbrig
Filmen er så glat og klæbrig, at man end ikke med groft sandpapir spændt om hænderne ville kunne gribe fat i noget centralnerve. Den ene stærkt dikterede stemning afløser den anden, og ind imellem bliver det til decideret smagløs voldspornografi.

Overtryk i filmoplevelsen
Hele tiden stordramatisk slået op er stemningerne pisket til det apokalyptiske. Personer kommer og går i ujævne ryk. Casey Afflecks konsekvent øretæveindbydende underspil i den psykopatiske hovedrolle skaber så meget overtryk i hele filmoplevelsen, at den hermed bliver dobbelt uforløst.

Smagløs sex
Sex er et andet af filmens forkrampede forsøg på at hamre en bundgangspæl gennem lagene af candyfloss: i ofte pinligt lange og gentagne scener skal de liderlige episoder udpensles til det smagløse.