Lola rennt (1998)

Dette trendy, hyperventilerende og højoktans-ungdomsappellerende actiondrama blev et hit og samtidig gennembruddet for både instruktøren Tom Tykwer og hovedrolleindehaveren Franka Potente.

Kæk, kækkere, kækkest
Idéen er kæk, tempoet er kækkere, stilen dog kækkest. Gennem en time og et kvarter sansebombarderes tilskueren med technomusikunderlagte split screens, outreret visuel leg med tid og rum og en kameraføring i konstant bevægelse.

Fascinerende øjeblikke
Dette stilistiske eksperiment har sine fascinerende øjeblikke, fordi det er så kækt, at det næsten bliver kikset: i hvert fald er filmen i dag for mange kitsch.
 

Udspiller sig 3 gange

Handlingen udspiller sig 3 gange: En ung og på alle måder pangfarvet berlinerkvinde erfarer, at hvis hun ikke skaffer 100.000 Mark på tyve minutter, vil hendes kæreste blive likvideret af grumme mafiabagmænd.

Benene på nakken
Så hun tager benene på nakken og styrter gennem byen. Hvis udfaldet af de tyve minutters strabadser ikke er helt, som en happy ending kunne diktere, så tager vi den bare én gang til - og det er præcis sådan, filmen er bygget op.

Fint billede af Berlin
Filmens 3 x løb på tid gennem byen er interessante af følgende årsager: De giver et fint billede af Berlin anno 1995 - og eksperimentet muliggør, at man kan få detaljerne med i anden eller tredje runde.

Opskruet ’beat’
Når dét så er sagt har man svært ved at sluge det helt unødvendigt opskruede ’beat’, der præger hele filmen. Selvfølgelig skal der tryk på kedlerne: det er jo et spørgsmål om liv eller død. Men en anelse mere jordforbindelse havde klædt projektet.

Vaklende spil
Skuespillet er mildt sagt vaklende, så det er et løjerligt held, at det er mindre interessant, hvad personerne siger. Faktisk er det udelukkende billedet af benene på nakken, der brænder igennem.