True Grit (2010)

Sammenhængende film:

True Grit (1969)

True Grit (2010)

Stilren, stueren og forudsigelig. Det er tre nøgleord for filmoplevelsen "True Grit" i Ethan og Joel Coens iscenesættelse.

Ingen tekstur
Vi er således ude i to timers western, der ikke rigtig har nogen tekstur - en glat og vandafvisende film, grænsende til det kedelige, og der er tilmed hverken spændingsopbygning- eller udladning.

Slagmark for stereotyper
Hermed er "True Grit" faktisk blot en ren og skær slagmark for stereotyper og klichéer, og man får det indtryk, at brødrene Coen har ønsket at ramme genren (og genindspilningen) snarere end historien i bull's eye.
 

Vred 14-årig

En 14-årig pige er vred. Hendes far er koldblodigt myrdet. I stedet for at sørge, skruer hun bissen på: Hun vil have hævn! Hun opsøger alle tiders sammenbidte og drikfældige sherif og lover ham $100, hvis han hjælper hende med at fange den grumme morder. Ude i de slangefyldte ødemarker kommer det umage par tættere på hinanden, men det er vanskeligt at få pistolerne til at slå til, når revolvermændene rotter sig sammen.

Tamme personer
Ingen af de fremtrædende personer er rigtig interessante, selvom filmen i høj grad lægger i kakkelovnen til netop dette. Man oplever derfor "True Grit" som et forprogrammeret udstillingsvindue for det "fremragende skuespil" - og særligt Jeff Bridges er da også ganske fint i form.

Det forventeliges horisont
Men der er heller ikke i de enkelte personkarakteristikker nok saft og bid til at flytte filmen ud over det forventeliges horisont, så oplevelsen strander igen på det uopfindsommes stepper. Matt Damons rolle er decideret tynd.

Ståhej for ingenting
Det er således svært at blive grebet af en stemning og tilbage sidder man med en smule undren over al denne ståhej for ingenting, saftigt understøttet med rigelig filmmusik.