Dirch (2011)

Instruktør Martin Zandvliets prisværdige forsøg på at vække gode gamle Dirch Passer til live er ikke uden glimt i øjet, men som helhed betragtet noget af en dødssejler. Den historiske gengivelse er i sig selv relativt enkel: Zandvliet har i store træk succes med det gamle Københavns kulisser. Men når det kommer til filmens centrale omdrejningspunkt, skuespillet, finder vi den komplicerede baglås.

Dirch dirket op?
Det kræver ikke alene en god låsesmed, men også en usædvanlig dygtig skuespiller at få dirket Dirch op: Og denne opgave magter Nikolaj Lie Kaas så langt fra. Det er naturligvis også svært at genoplive, endsige gengive, en så unik og talentfuld skuespiller som Dirch Passer, og Lie Kaas er formodentlig valgt, fordi hans fysiske lighed med forbilledet er perifer. Men det er ærgerligt, at instruktøren ikke tidligt i forløbet har gjort sig klart, at det er hovedløs gerning og hermed har taget konsekvensen og givet filmen i hvert fald et andet fokuspunkt.

Fokus på revynumre
Filmen fokuserer nemlig primært på Dirchs revynumre: I detaljer og i en så virkelighedstro gengivelse som muligt. Det siger næsten sig selv, at denne tilgang er dømt til slagtebordet. I stedet burde fokus have været langt mere på det psykologisk intime ved mennesket bag revykunstneren. Hermed kunne filmen være gledet ned som en hæderlig biografisk og tidsmæssigt interessant oplevelse.

Kaas' begrænsninger
De mange og ofte lange, minutiøst gengivede revynumre bliver, om ikke pinlige, så i hvert fald tydelige udstillingsmontrer for Lie Kaas' begrænsninger. Det er svært at få øje på formålet ved at gå så meget i detaljer. Dét, vi som tilskuere er mest interesserede i, er vel i højere grad en dramatisk indføring i Dirch Passers liv bag scenen? Denne væsentligste del af Dirchs liv forbliver en tyndt oprørt grød, hvor de mange kvindebekendtskaber og koner vælter rundt mellem drinks og tiltagende alders-makeup.

Fin venskabsskildring
Faktisk er det kun i venskabet mellem Dirch og Kjeld Petersen, at filmen i den første times tid synes at have en sammenhængende mission. Hér byder Lars Ranthe også ind med et fint portræt af den problematiske Petersen. Den visuelle stil er pænt fredsommelig og læner sig helt op ad det strømlinede billede af Københavns tobaksrygende og sprutdrikkende kendisser. Filmmusikken stjæler ind imellem billedet i rørstrømske toner, der mere end understreger en sørgmodig stemning .. "hvor havde han det svært!" .. Det havde vi nok funderet over selv – uden musikken!