Black Swan (2010)

En vaskeægte balletgyser: Dén havde man ikke lige set komme. Og Darren Aronofskys film er da også på mange måder et alternativt indspark.

Fyldt til bristepunktet
Fyldt til bristepunktet, og faktisk over, med dobbelttydigheder, forfølgelsesvanvid, gustne spejlinger, uforklarlige hændelser, hallucinationer og generelle psykologiske ubehageligheder, er "Black swan" er vaskeægte feel bad-film.
 

Hård kamp

En ung balletdanserinde kæmper hårdt for at få sin drømme-hovedrolle i en nyopsætning af Svanesøen. Det lykkes hende i ellevte time, og nu er det bare at klø på inden premieren. Men presset stiger danserinden til hovedet. Langsomt, men sikkert skinner vanviddet igennem, og det bliver til skræmmende møder med verdener, hun ikke kan overskue.

Psykologisk betændt
I disse psykologisk betændte hovedtemaer lykkes filmen absolut bedst i sin skildring af forholdet mellem danserinden og hendes mor. De bor sammen, og moren våger over datteren som en høg. Der er her enkelte scener af grum intensitet, der sætter den øvrige handling en smule i forklaringens lys.

Af sporet
Det øvrige vanvid kører stille og roligt af sporet, så det på mange niveauer er en ren gru. Hvad der starter som uhyggelige antydninger, udvikler sig til usmagelige og unødvendigt grufulde sensationsgys.

Tiltagende svulstig
Stilen følger trop og bliver tiltagende svulstig: Musikken når buldrende højder, kameraet flagrer, det psykologiske kaos skal åbenbart formidles med selveste døden.

Formidlingen af kaos
Der ligger i denne kontekst et enormt pres på den til filmen ekstraordinært spinkle Natalie Portmans små balletskuldre: At formidle dette kaos er en både svær og delikat kunst.
 

Druknes af indpakningen

Det er en både stærk og beundringsværdig præstation, men spillet druknes helt og aldeles af indpakningen. Barbara Hershey er filmens bedste i rollen som balletdanserindens ubehageligt utilregnelige mor.