Revolutionary Road (2008)

Titanic (1997)-elskovsparret Leonardo DiCaprio og Kate Winslet finder for alvor sammen igen i dette intense og relativt hjertegribende parforholdsdrama.

Elektrisk højspændt
Instruktør Sam Mendes har i hvert fald en raffineret enkel tilgang til den elektrisk højspændte og markant uligevægtige psykologiske stemning, der hersker filmen igennem.

Intensiv fokus
Holdt på et jordnært plan og med intensiv fokus på skuespillets egen elektricitet kammer filmen sjældent over og efterlader et både modent og forstemmende indtryk.
 

En lys idé

Det unge par April (Kate Winslet) og Frank Wheeler (Leonardo DiCaprio) lever en normal og gennemsnitligt småborgerlig tilværelse med villa og to børn – og Frank passer kun sit arbejde for at få det hele til at løbe rundt.

En lys idé

De får pludselig den lyse idé at gøre op med alle konventioner – og rejse til Paris. Hvorfor ikke følge sine drømme? Hvorfor ikke turde gå imod strømmen?

Højt at flyve...
Men ligeså højt, de flyver på drømmenes vinger, ligeså dybt risikerer de at falde, når hverdagens alvor melder sig, særligt for den psykisk ustabile April.

Følg dine drømme
Den evigt fascinerende "følg dine drømme"-tematik er en central og velsmurt krumtap i Sam Mendes' filmatisering af Richard Yates' roman. Ikke mange vil kunne sige sig fri for at blive revet med at friheds-drømmeriet, lysten og viljen til at gøre dét, som man dybest set har fortrængt til fordel for de kollektivt vedtagne livsrammer.

Bittersødme
"Revolutionary Road" rammer rigtig fint dette tema, mest som en gennemgående stemning: Bittersødme, på afgrundsranden, svingende, risikofyldt, modigt.

Manglende format
Problematisk er det dog, at Kate Winslet ikke har formatet til at brænde igennem i en svær og yderst kompleks hovedrolle. Hendes reaktioner på hverdagens udfordringer bliver overspillede, og ansigtet fortrækkes i kunstigt udstrakte folder. Leonardo DiCaprio viser til gengæld – for første gang i nyere tid – langt dybere og mere nuancerede sider af sine evner.

Dæmonisk direkte
Bedst blandt spillerne er dog Michael Shannon, der trækker tæppet væk under alle både i og udenfor filmen med sit dæmonisk direkte portræt af den psykisk stærkt uligevægtige John Givings.

Sex til violiner
Filmen kunne med markant fordel have været barberet musikalsk ned: Ganske vist er musikken sjældent dominerende – og dét er en force – men i fx elskovsscenerne skrues der op for violinerne. Det er ganske enkelt rædselsfuldt!