Skånska mord – Veberödsmannen (1986)

Sammenhængende i denne serie:
Skånska mord – Esarparen (1986)
Skånska mord – Veberödsmannen (1986)
Skånska mord – Bessingemordet (1986)
Skånska mord – Hurvamorden (1986)
Skånska mord – Yngsjömordet (1986)

Dette er et sjældent hårrejsende møde med dæmoni, vanvid og samvittighedsløshed, personificeret i næsten umenneskeligt dygtige Ernst-Hugo Järegårds kraftfulde hovedrollepræstation.

Lemfeldig omgang med loven

Skåne i 1902. Mølleren Martin Svensson (Järegård) er en udspekuleret mand, der rejser rundt fra sted til sted med sin lille søn. Han er kendt af politiet for sit hjemmebrænderi og lemfældige omgang med loven.

God til at sno sig

Men Svensson er uhyggeligt god til at sno sig. Så selvom han sætter ild til den ene mølle efter den anden for at få udbetalt forsikringspengene, er han meget svær at fange.
 

Ingen følelse i livet

Svensson er iskold, og han behandler både husholdersken og sønnen fuldstændig uden følelse. Sadistisk og gruopvækkende kører han sit eget løb, evigt fordrukken og hele tiden med nye morderiske planer.

Sylespidst ubehageligt
Man bliver på det nærmeste hypnotiseret af dette sylespidse og krybende ubehagelige psykologiske drama, der mesterligt forener en psykopats magtfulde korstog med et sværmende portræt af Skånes uskyldige bondesamfund.

Præstation af en anden verden
Først og fremmest er Ernst-Hugo Järegårds præstation af en anden verden: Den enorme energi, han udstråler, er smittende og skræmmende. Også i mindre roller formidles frygt, angst og ulykke med stor indlevelse.

Knugende stærkt

Særligt er sønnen Emil, spillet af Kim Sulocki, en betagende velspillende dreng, ligesom Karin Nordströms følte portræt af den stærkt mishandlede stuepige er knugende stærkt.

Vedkommende småroller
Flere af de endnu mere perifere personer gør det tilsvarende godt i deres respektive ængstelige omgang med Svenssons dæmoni. Hele tiden i godt skrevne og vedkommende biroller.

Begivenhederne i perspektiv
En fortællerstemme sætter ind imellem begivenhederne i perspektiv. Tv-filmen er – ligesom de øvrige i serien – baseret på virkelige skånske hændelser. Indføringen fungerer fint som en sammensmeltning mellem det dokumentariske og dramatiske.

Blottet for musik
Næsten helt blottet for musik og holdt i en ren fotografering af Richard Lindström og Gunnar Magnusson fremstår tv-filmen fuldstændig rå – på grænsen til det skræmmende. Og præget af Ernst-Hugo Järegårds formidling sidder vi tilbage med angst og bæven længe efter sidste scene.