Gattaca (1997)

I denne flotte og tankevækkende science fiction-film for det brede publikum præsenteres vi for et ækelt fremtidsunivers på et både filosofisk og etisk tænkende plan.

Betagende rolig
Filmen er betagende rolig og lægger langt mere vægt på det spektakulære i den skræmmende historie end en spektakulær indpakning. De egentlige kvaliteter ligger således i en stærk udstråling.
 

Interessant hovedrolle

Ethan Hawke kan her opleves i sin givetvis mest vægtige og interessante hovedrolle i karrieren, som den unge eventyrer Vincent Freeman, der på grund af en hjertefejl ikke kan komme i betragtning til et job som astronaut.
 

Kontrolfikseret samfund

Samfundet er i dette ikke nøjagtigt tidsbestemte fremtidsunivers fuldstændig kontrolfikseret med evige dna-tests og kiggen i kortene – så det er endog meget vanskeligt at narre systemet.
 

Identiteter byttes

Ikke desto mindre er det, hvad Freeman gør: for at få opfyldt sine drømme tager han elitemennesket Jerome Morrows identitet. Morrow sidder i kørestol og er villig til at udlåne sin identitet mod at få sit navn promoveret. Kunsten at omgå de ekstremt effektive dna-systemer er svær, men med den rette dedikation kan det alligevel være, at Freeman slipper igennem.

Store arkitektoniske linjer
Filmen er båret af et troværdigt og afdæmpet produktionsdesign, hvor de store arkitektoniske linjer er centrale og udgør det visuelt spektakulære.

Begavet fravalg
Ingen ramasjang eller beepende computerhelvede. Instruktør Andrew Niccol har begavet fravalgt det overdrevne science fiction-klichémættede fortællesprog.

Uden omsvøb
Dét former en sjældent set intens og stemningsmættet genrefilm, hvor de enkelte personer kommer i fokus og yder stærke præstationer uden omsvøb.

Drømmeunivers
Samtidig er en gulligt-jordfarvet filtrering en væsentlig medspiller i filmens visuelle udstråling. Følelsen af at være i et drømmeunivers bliver forstærket, og de enkelte scener fremstår i et klart og dramatisk lys.
 

Ethan Hawkes bedste præstation

Ethan Hawke har aldrig rigtigt formået at slå igennem som hverken actionhelt eller første-elsker, om end flere forsøg har været hæderlige. Dette er uden tvivl hans mest vægtige og flotte præstation, og han ydes flot og engageret modspil af både Jude Law og Uma Thurman, ligesom fine biroller fyldes flot ud af bl.a. Gore Vidal og Ernest Borgnine.
 

Sødladen musik dominerer ikke

Michael Nymans lovligt romantiserende musik kunne med fordel have været udeladt i centrale scener, men musikken er heldigvis i øvrigt langt fra dominerende.