Birdy (1984)

Dette atypiske amerikanske drama er sofistikeret underholdning, samtidig med at det rører ved en række menneskelige følelser på en elskeligt universel måde.

Vellykket film
Instruktør Alan Parker har således fat i den lange ende i sin filmatisering af William Whartons roman. Tilgangen er indholdstyngde frem for overfladebehandling, og som helhed betragtet er "Birdy" en vellykket film.
 

Fred og fordragelighed

Inden Vietnamkrigen lever det atypiske vennepar Al (Nicolas Cage) og Birdy (Matthew Modine) i rimelig fred og fordragelighed. Al har accepteret Birdys meget usædvanlige fascination af fugle.

I ét med fuglene

Birdy går op i næbdyrene med liv og sjæl, og han er i dén grad i ét med fuglene, så han selv efterhånden har en forestilling om at kunne flyve. Så kommer krigen, og hjemvendt fra denne er Birdy dybt traumatiseret. Han er havnet på en psykiatrisk anstalt og er ikke til at nå for hverken psykiater eller sygeplejersker.

Krigstraume/fuglepsykose
Derfor sender den sammenbidte psykiater bud efter Al, som han mener har en chance for at nå ind bag Birdys dybe krigstraume/fuglepsykose. Men det bliver selv for den gamle ven en meget svær opgave.

Uheldig slagside
"Birdy" har en uheldig slagside i sin fortælleteknik, hvor vi pludselig kastes mellem de enkelte lag i historien. Ikke så meget selve det faktum, at filmen udspiller sig gennem flere niveauer, men mere, at Parker forfalder til ekstremt støjende intermezzi eller drømmesekvenser, hvor musikken pumper.

Stor autoritet
Bortset fra dette noget generende element må "Birdy" siges at være en fascinerende film, hvis aparte tematik formidles med stor autoritet af særligt Matthew Modine.

Tidløst livsbekræftende
Stemningen er tidløst livsbekræftende, komprimeret omkring den ind imellem håbløse historie. Budskabet får vinger. Ud over de nævnte musikalsk/visuelle "udfald" er "Birdy" beundringsværdigt rolig, og mange af de subtile stemninger får lov at stå alene.