Leïla (2001)

Gode gamle Gabriel Axel folder sig endnu engang ud med en international koproduktion, denne gang med et stordrama i et ikke nærmere bestemt mellemøstligt land.

Teatralsk og overdramatisk
Det er virkelig påfaldende, hvor tungt og prætentiøst, Axel går til værks. Det kan næsten ikke gøres mere teatralsk og overdramatisk, og filmen vækker mindelser om Axels ligeså uudholdelige Hamlet-drama Prince of Jutland (1993).

Over stok og sten
Leïla er historien om den 16-årige Leïla (Mélanie Doutey), der lever isoleret med sin skønhed i et traditionsbundet mellemøstligt land. Da den danske turist Nils (Arnaud Binard) og hun får øjenkontakt, er det kærlighed ved første blik. Men dén slags tolereres ikke! Pigens far føler sig krænket, og jagten på datteren og hendes filejs går nu ind, over stok og sten.

"Hr. Svulstig" har talt!
Næsten hele filmens dialog er reciteret af en svulstigt fransktalende fortæller (Michel Bouquet). Således også personernes indbyrdes samtaler. "Hr. Svulstig" taler for dem!

Spar på mundtøjet
Så kan vores protagonister selvfølgelig spare på mundtøjet. De behøver nemlig ikke engang at bevæge læberne. Det er jo fortælleren, der er filmens stemme... Men hvor er vi egentlig henne i en film, der nærmest til perfektion udelukker enhver naturlig handling og lukker munde med en kunstnerisk voiceover?

Langt ude på overdrevet
Svar: Langt ude på overdrevet, ganske enkelt. Gabriel Axel er ude, hvor hverken han eller de sagesløse skuespillere kan bunde. Tilbage findes en stille hovedrysten over, hvor galt det kan gå, hvis ikke nogen siger fra i tide.

Mellemøstlig identitet
Filmen bringer os over stok og sten i det ørkentørre landskab og gennem ligeså ørkentørre landsbyer. Det er måske den eneste positive bedrift, at der trods alt formes en mellemøstlig identitet i det støvede.

Shakespeareiansk
Det brutale drama er fuldkommen shakespeareiansk: En art Romeo og Julie, hvor en trist og væmmelig udgang på ægte ung kærlighed er uundgåelig.

Gennem en kødhakker
Mon ikke Axel har hentet inspiration hos netop Shakespeare? Og herefter stoppet det primale følelsesregister gennem en kødhakker, hvor den tilbageværende blævrede substans former en klam pølse?