Leïla (2001)

Gode gamle Gabriel Axel folder sig endnu engang ud med en international co-produktion, denne gang med et stordrama i et ikke nærmere bestemt mellemøstligt land.

Teatralsk & overdramatisk
Det er virkelig påfaldende, hvor tungt og prætentiøst Axel går til værks. Det kan næsten ikke gøres mere teatralsk og overdramatisk, og filmen vækker mindelser om det ligeså uudholdelige Hamlet-drama, Prince of Jutland (1993).

Over stok og sten
Leïla er historien om en 16-årig pige, der lever isoleret med sin skønhed i et traditionsbundet mellemøstligt land. Da den danske turist Nils og hun får øjenkontakt, er det kærlighed ved første blik. Men dén slags tolereres ikke! Pigens far føler sig krænket, og jagten på datteren og hendes filejs går nu ind, over stok og sten.

Hr. Svulstig har talt!
Næsten hele filmens dialog er reciteret af en svulstigt fransktalende fortæller. Således også personernes indbyrdes samtaler. Hr. Svulstig taler for dem!

Spar på mundtøjet
Så kan vores protagonister selvfølgelig spare på mundtøjet. De behøver nemlig ikke engang at bevæge læberne. Det er jo fortælleren, der er filmens stemme..

Naturlighed udelukkes
Men hvor er vi henne i en film, der nærmest til perfektion udelukker enhver naturlig handling og lukker munde med en kunstnerisk voice-over?

Langt ude på overdrevet
Langt ude på overdrevet, ganske enkelt. Gabriel Axel er ude, hvor hverken han eller de sagesløse skuespillere kan bunde. Man sidder tilbage med en stille hovedrysten over, hvor galt det kan gå, hvis ikke nogen siger fra i tide.

Mellemøstlig identitet
Filmen bringer os over stok og sten i det ørkentørre landskab og gennem ligeså ørkentørre landsbyer. Det er måske filmens eneste positive bedrift, at den trods alt former en mellemøstlig identitet i det støvede.

Shakespeareiansk
Det brutale drama er fuldkommen shakespeareiansk: en art Romeo og Julie, hvor en trist og væmmelig udgang på ægte ung kærlighed er uundgåelig.

Gennem en kødhakker
Mon ikke Axel har hentet inspiration hos netop Shakespeare? Og herefter stoppet det primale følelsesregister gennem en kødhakker, hvor den tilbageværende blævrede substans former en klam og søgt pølse?

Et filmisk geni?
Det kan godt være, at Gabriel Axel har drejet et par geniale film gennem tiderne, men når man ser film som "Leïla" er man tilbøjelig til at mene, at de gode film har været vildskud snarere end vidner om et filmisk geni.