Værelse 304 (2011)

Birgitte Stærmoses spillefilmsdebut "Værelse 304" er i særklasse en meget kompleks film. Her er ingen egentlig historie. Her er hverken spændingsopbygning- eller udladning.

Rigelig mystik
Hvad der til gengæld er mere end rigelig af, er mystik, gustne hentydninger, glidende overgange udi psykologi, fortid og fremtid, lommefilosofisk multietnicitet - alt sammen desværre stoppet ned i det alt for konstruerede.
 

I al hemmelighed

På et københavnsk hotel foregår der mærkelige ting. Primært (stærkt musikunderlagte) sexseancer: Utroskaben stortrives i al hemmelighed. Men der er også mere uhyggelige begivenheder under opsejling: Hvorfor har receptionisten blod på hænderne? Hvor kommer revolveren i det snavsede vasketøj fra? Hvem er den mystiske mand, som opvaskerens kone er så bange for? Hvorfor boller de med tøjet på?

Kalejdoskopisk tilgang
Stærmose har en kalejdoskopisk tilgang til sit komplekse materiale, leveret af Danmarks manuskriptmand nr. 1 Kim Fupz Aakeson. I store, farvestærke prismer kastes det ene saftigt uforklarlige og mystificerende handlingselement oveni det andet.

Det har vi set før!
Og for at det ikke skal være løgn, gentager de enkelte del-elementer i handlingsforløbene sig undervejs. Hov, dén scene har vi set før.. Det dér har den underlige mand sagt før, blot set fra en anden vinkel.

Sus af drama
Violinerne bruser, sprødt manipulerede billeder sender sus af drama gennem de tæppeklædte hotelgange, og bag dørene kneppes der med et helt symfoniorkester på lydsiden.

Sammenbidte jappere
De fleste skuespillere japper sig sammenbidt gennem det nedbøjede drama. Uden undertekster vil dette cirka være, hvad man får ud af en replik: "Nå, Martin, schs ss yss mmh hms sy ssh hér?" Måske er det en vigtig brik i filmens mystificerende identitet, at vi heller ikke skal kunne forstå, hvad protagonisterne siger?