Genocide (1982)

Tematisk sammenhængende:
Genocide (1982)
Liberation (1994)

I denne Oscar-vindende amerikanske dokumentar om nazisternes såkaldte "Endelige Løsning" præsenteres vi for en endog særdeles overdramatiserende fortolkning.

Behageligt jordnær
Den visuelle stil er behageligt jordnær. Her har der ikke været behov for at smøre fede lag på den i forvejen grufulde historie. Og det klæder filmen, når Orson Welles' neutrale, rolige fortællerstemme smelter sammen med nøje udvalgte stillbilleder fra de ufattelige forbrydelser.

Mystisk valg
Til gengæld er filmens anden halvdel mystisk disponeret: Hér træder Elizabeth Taylor ind i rollen som stemmefortolker for nogle af de mange førstehåndsvidner til massemordene.

Dramatisk overkill
Det udvikler sig til dramatisk overkill på en måde, der grænser til det usmagelige. For vi er tæt på at nå smertegrænsen for, hvor meget, man i et etisk perspektiv kan tillade sig at "spille" ægte offer i en på papiret faktuel dokumentarfilm.

Grænseoverskridende
Således bliver Elizabeth Taylors markant dramatiske indlevelse i gruen en prøvelse, der bedst kan beskrives som en grænseoverskridende oplevelse.

Veldokumenteret indføring
Dokumentarfilmen byder som nævnt på mange fine enkeltbilleder, der er sat sammen på en klog og visuelt neutral måde. Der er ikke meget ny viden i portrættet, men i sig selv fungerer "Genocide" fint som en faktuelt veldokumenteret indføring i jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig.

Corny filmmusik
I bedste Hollywoodstil er filmkomponisten Elmer Bernstein hyret til at skrive originalmusik. Resultat: Svulstigt tema for fuldt symfoniorkester! Her er vi også på grænsen til, hvad der med et moderne begreb kunne kaldes corny.