Gainsbourg (Vie héroïque) (2010)

Et lille stykke Frankrig - multikunstneren Serge Gainsbourg var lille af statur, sær af natur og med en stor lyst til at provokere den brede befolkning.
 

Et dramatisk liv

Denne mand serveres nu som film. Eller rettere hans liv. Et heroisk liv, som filmens undertitel proklamerer. Det var i sandhed et dramatisk liv, et liv uden filter så at sige. Men heroisk er måske at gå for vidt.

Gashåndtaget i bund
Instruktør Joann Sfar har drejet gashåndtaget helt i bund i sit portræt af dette sære og spektakulære kunstnervæsen - i en opfattelse af, at jo mere springende og usammenhængende en film, jo tættere på virkelighedens Gainsbourg kommer vi.

Visualiseret kaos
For springende og usammenhængende er det. Der er alt for mange idéer og små sidehistorier. Det psykiske spektrum er enormt; Gainsbourgs indre dæmoner var talrige, og Sfar vil have dem alle med i et visualiseret kaos.

Levendegjorte væsner
Instruktøren udtaler selv, at han fandt det uoverskueligt med alle disse dæmoner og mærkelige levendegjorte væsner, men at han ’heldigvis valgte at blande dem alle sammen helt vildt’ - i hvad han altså selv mener har været formålstjenligt for filmens udtryk.

Indpakningsorienteret stil
Det kan godt være, at det er meget spidsfindigt med et omkringvaklende kæmpejødehoved i en enkelt scene. Men selvom netop kæmpehovedet skal tjene som et billede på de skjulte dæmoner, er det - blandt mange andre ekstremiteter - mere end noget andet udtryk for en usikker og indpakningsorienteret stil.

Med pomp & pragt
Vi er så langt fra antydningens kunst som muligt. Det psykiske kaos skildres med pomp og pragt i meget lange og meget seje scener. Støj og bling-bling uden ende.
 

Glæden ved damer

Filmen fortæller historien om multikunstneren Serge Gainsbourg, fra han som lille dreng så småt opdager glæden ved damer, til han som voksen kæderyger med lethed erobrer både damer og hitlister, skønt vejen gennem livet er bumpet.

Bagvedliggende elektricitet
Ind imellem opstår der små overraskende pusterum, hvor man for en kort bemærkning kan fornemme noget af den bagvedliggende elektricitet ved det sære, krumnæsede menneske.

For mange indtryk
Men øjeblikkene er få. Filmen lang. Indtrykkene for mange. Indpakningen vulgær. Således er over to timers spilletid ret så tung at komme igennem. Eric Elmosnino har en slående lighed med Gainsbourg og har ganske fine scener undervejs, men han drukner ligesom filmen som helhed i indpakningen.