ID:A (2011)

Multinationalt, hyper-højspændt og radikalt overdramatiseret serverer Christian E. Christiansen sin filmatisering af Anne Chaplin Hansens roman, "På knivens æg".

Flertydige lag
ID:A er en hukommelsestabs-thriller, der helt efter bogen er ude af fokus i sine flertydige og vanskeligt tilgængelige lag.

En del tilbage at ønske
Det kræver ikke alene en håndværksmæssigt dygtig instruktør at formidle det klaustrofobiske kaos, men også en instruktør med en dybere indsigt i eksistentielle temaer, og i begge disse discipliner må Christiansen siges at lade noget tilbage at ønske.
 

Ved ikke, hvem, hun er

Den yndige unge Ida vågner en dag midt i et fransk vandløb. Hun ved ikke, hvem hun er, hvor hun er og hvorfor hun er. Hun søger ind på et landsbyhotel, hvor en venlig mand hjælper hende med et værelse og en kop mokka. Snart drager Ida hjem til Danmark, hvor hun erfarer, at hun er gift med en smørtenor og bor i en herskabsvilla. Langsomt begynder brikkerne at falde på plads i Idas ufrivilligt tomme hoved, og snart bliver det klart for hende, at der nok var en god grund for hende til at flygte til Frankrig.

Godkendt Novotny
Tuva Novotny kæmper flot i hovedrollen og evner i de mest jordnære scener at formidle en smule af den forvirrede frustration.

Overdramatiseret kaos
Men det er symptomatisk for stilen, at netop de jordnære scener kan tælles på to-tre fingre. Generelt udgør fortællestilen et alt for overdramatiseret kaos, der næsten kan måle sig med tv-serien Ørnen (tvs) (2004).

Støjinferno
Kristian Eidnes Andersens brummende filmmusik og Eddie Simonsens konstant udvaskende lyddesign udgør et støjinferno som en del af filmens lidt for artificielle kerne.

Form-over-indhold
Ligeså meget distraheres og trættes man af den visuelle fortællestil, hvor kameraets cirkelbevægelser og fikse vinklinger alle bidrager til en fuldkommen form-over-indhold-iscenesættelse.

Sat i skak
Således sat i skak af konstant støj og store armbevægelser er det svært at blive fanget af de villede film noir-scener i ind- og udland. Man tænker dog ind imellem tanken, at en scene kunne have været ganske spektakulær, hvis der havde været udvist mere mod til at skille sig ud.

Små roller med bid
I små og større roller omkring Tuvotny bider man særligt mærke i Finn Nielsens portræt af transvestitten Rosie og Jens Jørn Spottags privatdetektiv, begge finder en smule menneskelighed i de tynde roller og formidler med hjertet. Bemærk en kuriositet på lydsiden: moderne Mercedes-taxaer er i flere uafhængige scener tildelt 70'er diesel-motorlyd og manuelt(!) gear.