ID:A (2011)

Multinationalt, hyper-højspændt og radikalt overdramatiseret serverer danske Christian E. Christiansen hér sin filmatisering af Anne Chaplin Hansens roman "På knivens æg": "ID:A" er en hukommelsestabs-thriller, der helt efter bogen er ude af fokus i sine flertydige og vanskeligt tilgængelige lag.

En del tilbage at ønske
Det kræver ikke alene en håndværksmæssigt dygtig instruktør at formidle det udtalt klaustrofobiske kaos, men også en instruktør med en dybere vilje til at bevæge sig ind i eksistentielle temaer.
 

Ved ikke, hvem, hun er

Den yndige unge Ida (Tuva Novotny) vågner en dag midt i et fransk vandløb. Hun ved ikke, hvem hun er, hvor, hun er og hvorfor, hun er. Hun søger ind på et landsbyhotel, hvor en venlig mand hjælper hende med et værelse og en kop mokka.

Brikkerne falder på plads

Snart drager Ida hjem til Danmark, hvor hun erfarer, at hun er gift med en smørtenor og bor i en herskabsvilla. Langsomt begynder brikkerne at falde på plads i Idas ufrivilligt tomme hoved, og det bliver klart for hende, at der nok var en god grund for hende til at flygte til Frankrig.

Godkendt Novotny
Tuva Novotny kæmper flot i hovedrollen og evner i de mest jordnære scener at formidle en smule af den forvirrede frustration. Men det er symptomatisk for stilen, at netop de jordnære scener kan tælles på to-tre fingre. Generelt udgør fortællestilen et alt for overdramatiseret kaos, der næsten kan måle sig med tv-serien Ørnen (2004).

Støjinferno
Kristian Eidnes Andersens brummende filmmusik og Eddie Simonsens konstant udvaskende lyddesign udgør et støjinferno som en del af filmens artificielle kerne.

Form over indhold
Ligeså meget distraherer og trætter den visuelle fortællestil, hvor kameraets cirkelbevægelser og fikse vinklinger alle bidrager til en fuldkommen form over indhold-iscenesættelse.

Sat i skak
Således sat i skak af konstant støj og store armbevægelser er det svært at blive fanget af de villede film noir-scener i ind- og udland. Ind imellem tænkes tanken dog, at en scene kunne have været ganske spektakulær, hvis der havde været udvist mere mod til at skille sig ud.

Små roller med bid
I små og større roller omkring Tuvotny bides særligt mærke i Finn Nielsens portræt af transvestitten Rosie og Jens Jørn Spottags privatdetektiv: Begge finder de en smule menneskelighed i de tyndt skrevne roller og formidler med hjertet.