La rafle (2010)

Frankrigs største og dyreste filmproduktion i 2010 var dette rædselsfuldt slibrige melodrama om jødernes grumme skæbne i Paris, 1942.

100 % sterilt
Filmen, der fik lunkne, men hæderlige anmeldelser i den danske presse, er et skoleeksempel på en 100 % steril, overfladisk og stemningsmumificeret "historisk" fortællestil.

Alle vamle midler
Filmens instruktør Rose Bosch skyr ingen vamle midler i sit episke portræt af jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig. Resultatet bliver – særdeles utilsigtet – at der nærmest grædes af grin over det konstruerede univers, snarere end knibes en tåre over de kranke skæbner.
 

Rovdrift på jøderne

I Paris besluttede myndighederne i 1942, stærkt presset af nazisterne, at drive rovdrift på byens jøder. Snart havde man indsamlet 13.000, der på vejen til kz-lejrene måtte stuves sammen under mageløst uhygiejniske forhold.

"Stakkel-virak"
Midt i al denne "13.000 stakler-virak" følger filmen – naturligvis – særligt én familie, et par læger og en sygeplejerske: Vi skal jo have noget at identificere os med!

Alvorens komedie
Poleret til det platte bliver "La rafle" ufrivilligt til en alvorens komedie. For der er ikke dén kliché i både persongalleriet, detaljerne og de historiske fakta, der går ram forbi. Fru Rose Bosch er der som en høg i serveringen med kniv og gaffel. Værsgo og skyl i øvrigt!

Violinerne synger
Det grænser til krampegrænsen, når Jean Renos lægefigur står med våde øjne op ad pigtråden, mens violinerne synger og kameraet bølger.