La rafle (2010)

Frankrigs største og dyreste filmproduktion i 2010 var dette rædselsfuldt slibrige melodrama om jødernes grumme skæbne i Paris, 1942.

100 % sterilt
Filmen, der fik lunkne, men hæderlige anmeldelser i den danske presse, er et skoleeksempel på en 100 % steril, overfladisk og stemningsmumificeret historisk fortællestil.

Alle vamle midler
Filmens instruktør, Rose Bosch, skyr ingen vamle midler i sit episke portræt af jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig. Resultatet bliver særdeles utilsigtet, at man sidder og græder af grin over det krukkede univers, snarere end kniber en tåre over de kranke skæbner.
 

Rovdrift på jøderne

I Paris besluttede myndighederne i 1942, stærkt presset af nazisterne, at drive rovdrift på byens jøder. Snart havde man indsamlet 13.000, der på vejen til kz-lejrene måtte stuves sammen under mageløst uhygiejniske forhold.

"Stakkel-virak"
Midt i al denne "13.000 stakler"-virak følger filmen - naturligvis - særligt én familie, et par læger og en sygeplejerske: Vi skal jo have noget at identificere os med!

Alvorens komedie
Poleret til det platte bliver "La rafle" ufrivilligt til en alvorens komedie. For der er ikke dén kliché i både persongalleriet, detaljerne og de historiske fakta, der går ram forbi. Fru Rose Bosch er der som en høg i serveringen med kniv og gaffel. Værsgo og skyl i øvrigt!

Violinerne synger
Det grænser til krampelatteren, når Jean Renos lægefigur står med våde øjne op ad pigtråden, mens violinerne synger og kameraet bølger.