I et speil i en gåte (2008)

I denne poetiske hyldest til livet kommer vi både på en smuk rejse ud i det uvisse og dybt ind i hjertets længsel. Det er betagende og bevægende.

Greb om de norske rammer

Den danske instruktør Jesper W. Nielsen har flot greb om sine norske rammer i en produktion, der vil langt mere end blot underholde. Og på trods af de udflydende grænser i temaet "liv og død" er filmen nærrig med effekterne og forbliver en smuk fabel med jordforbindelse.

Uhelbredeligt syg 12-årig
Cecilie (Marie Haagenrud) på 12 år har fremskreden kræft, og lægerne kan ikke redde hende. Hun bliver langsomt tappet for livsenergi, men får i smerterne hjælp fra en uventet kant.

Nysgerrig engel

Om natten får hun besøg af en nysgerrig engel (Aksel Hennie), der er gået lidt ud over sine beføjelser og er med til at sætte livet og døden i perspektiv for Cecilie. Når de to er sammen, har Cecilie for en stund genvundet sine raske kræfter.

Betagende flashbacks
Sommeren før, mens Cecilie endnu var rask, blev hun på en rejse til Spanien forelsket i Sebastian, og dette møde bliver hun ved med at tænke tilbage på – i filmen skildret i meget smukke og betagende ægte flashbacks.

Gennemslagskraft
I det hele taget er det ægtheden, der er nøglen til filmens gennemslagskraft. Det sørgelige tema er formidlet som sarte kærtegn snarere end i et kvælertag. På denne måde er ”I et speil i en gåte” en hyldest til livet gennem denne stærke piges længsler og sidste tid med familien.

Vellykket familieaspekt
Familieaspektet er vellykket skildret. De stærke følelsesmæssige reaktioner og den larmende sørgende tavshed står knivskarpt og råt i sin uindpakkede formidling. Her er Liv Ullman som bedstemoren virkelig god i sin afdæmpede, men samtidig overstrømmende kærlighed til barnebarnet.

Vanskeligt engleaspekt
Lidt mindre elegant er engleaspektet, hvor balancen mellem det fantastiske og det jordbundne skal rammes perfekt for at bidrage positivt. Dette samspil mellem den døende pige og en svævende, barnlig englefigur har nogle eventyrlige øjeblikke, men fungerer ikke lige godt hele vejen igennem.

Sart visuel udstråling
I de skønne flashbacks til den raske og forelskede tid i Spanien bidrager filmen med noget af sin sarteste visuelle udstråling. Scenerne på stranden og i vandet er hjertegribende i portrættet af den unge tiltrækning: Særligt i det dødsmærkede perspektiv. Og hér bemærkes effekten af den fraværende musik som uhyre stærk.

Lov til at tænke selv
Generelt er brugen af filmmusik ikke dominerende, og som stemningsunderbygger er den pænt fravalgt. Det er i det hele taget en film, hvor vi får lov til at tænke selv – i fred og ro.