Det hændte i København (1949)

I programmet til "Det hændte i København" afslører den erfarne teatermand, Stig Lommer, sin humoristisk anlagte usikkerhed ved premieren på hans anden af blot tre spillefilm som instruktør: "Det er min anden Film, og jeg haaber ikke, det ogsaa bliver min sidste; og jeg haaber heller ikke, De haaber det – forhaabentlig ikke!!"

Ikke videre vellykket
Komedien er da heller ikke videre vellykket i sin beskrivelse af kreativ håndtering af bolignøden i København ultimo 1940’erne. Det er Ib Schønbergs vagabond, der kalder sig Professor, der har alternative veje at finde varmen på om vinteren. Gennem flere sæsoner har han uretmæssigt skaffet sig adgang til direktør Staalfeldts luksusvilla, mens Staalfeldt fjæler sig i Cannes.

Et godt hjerte
Professors gode hjerte sikrer nu desuden den nyligt hjemløse Søren tag over hovedet, men sagerne i palæet kompliceres først for alvor, da direktørens rebelske datter stikker af fra sin kostskole i England og vender hjem til det tomme hus.

En god stemning
Professor sørger dog for den gode stemning, og ad kringlede kanaler bliver hr. og fru Staalfeldt også snart en del af indbruddet i eget hus – mens der gøres overvejelser om samfundet af i dag.

Tungbenet komik
"Det hændte i København" er tungbenet komik, der ikke fungerer i hverken samtids-samfundskritik eller humor. Det hele serveres mærkeligt fladt og uinspireret, hvilket skinner igennem også i skuespillet.

Stort set uden charme
Her er Ib Schønberg stort set uden charme i den ellers potentielt charmerende vagabondhovedrolle. En formildende omstændighed er scenerne med hunden Snaps, der også vækker sødmen i Schønberg.

En kende fesen
Bodil Steen er en kende fesen som direktørens datter, der både har det snobbede og det rebelske i sig, og Preben Neergaards Søren er en decideret uinteressant karakter (måske undtaget hans første scene, hvor han nægter at flytte fra et hus, der skal rives ned.)

Kedelige replikker
Gunnar Lauring råber sig igennem sine kedelige replikker, ligesom Beatrice Bonnesen i rollen som hans (tidligere og snart genvundne) hustru er en tam karaktertegning.

Ikke meget vi ser til København
Samtidspressen skrev bl.a.: "Flere Knaldperler, men der er længe mellem Raketterne", "En lystspilfilm til at græde over" og "Det hændte i København viser ikke ret meget af København". Sidstnævnte er en regulær skuffelse, for det er virkelig ikke meget, vi ser til hovedstaden anno 1949.

Frisk lystspilsmusik
Langt det meste af filmen udspiller sig inden døre i en lidt uinspireret scenografi, flankeret af Kai Møllers friske lystspilsmusik.