Blodsbånd (2007)

En desværre på rigtig mange måder grim film. Også mere grim end grum, selvom hensigten utvivlsomt er at overvælde med grumme indblik i en drengeskæbne på tværs af landegrænser: Instruktør Marius Holst har fat om roden på de helt store følelser i et forsøg på at formidle svigt, vold, børnemishandling og desperate ønsker om et bedre liv.

Projektet mislykkes
Men projektet mislykkes, og den ene fatalt skæbnesvangre begivenhed efter den anden glider som sæbe mellem hænderne på den norske instruktør.
 

"Klange fra hjemlandet"

Plottet og hele set-up'et er tværkulturelt med hovedvægt på albanere i Kosovo. Derfor har man øjensynlig fundet det nødvendigt - for at understrege flertydigheden - at skam-tilklistre langt det meste af filmen med "klange fra hjemlandet" i form af sørgmodigt syngende instrumenter og orkester.

Sensationslysten
Herudover er historien i filmen yderligtgående sensationslysten. Plottet udvikler sig i retninger, der går langt ud over sandsynlighedens smertegrænser, samtidig med at man føler en vis (uheldig) trang til at grine ad alvoren.
 

Rygsækken på nakken

15-årige Mirush mister sin bror i hjemlandet. Da han erfarer, at broren havde planer om at rejse til Oslo for at mødes med faren, tager han rygsækken på nakken og begiver sig af sted som illegal rejsende.
 

Ikke mødt med åbne arme

I Oslo bliver han ikke ligefrem mødt med åbne arme af sin far, men det lykkes dog Mirush at få en tjans på hans restaurant. Inden længe står både far og søn dog i lort op over begge ører, da den lokale gangster kræver penge ind og bliver voldelig. Det ender galt, og så er det hedt at være kosovoalbaner i Oslo.

Intet nærvær
Der er en vis troværdig ærlighed over Mirush' firkantede ansigt, men den rolle, han er skrevet ind i, bliver aldrig nærværende. Personerne omkring ham er alle mere eller mindre latterlige i den opskruede og småkrukkede historie; særligt restaurantkollegaen Frode falder helt igennem.

Tiltagende ekstremt
I den tiltagende ekstreme og bestialske udvikling bliver "Blodsbånd" efterhånden nærmere latterlig end frastødende. Det er i det hele taget filmens største problem, at den er dybt utroværdig.