Husmandstøsen (1952)

Ærligt og jordnært fortalt dansk drama om de store følelser langt ude i det øde og barske hedeland omkring år 1900.
 

På grænsen til det karikerede

"Husmandstøsen" balancerer på grænsen til det karikerede, men tipper aldrig over, takket være det fint afmålte portræt af gudfrygtighed, landlig indspisthed og familiær forstokkethed.

Mindre glat end Korch
Baseret på en novelle af Selma Lagerlöf er filmen noget mere seriøs og langt mindre glat end det typiske Morten Korch’ske handlingsforløb, men "Husmandstøsen" rummer alligevel samme kantede personligheder og dramatiske udviklinger.
 

En værre suppedas

Tjenestepigen Helga (Grethe Thordahl) havner i en værre suppedas, efter at hendes husbond har voldtaget hende i høet. Nu ser landsbyens folk skævt til hende, og det er kun takket være familien på Torpegård og deres store hjerter, at Helga ikke bliver frosset fuldstændig ude af samfundet.
 

En ugerning

Skæbnen vil, at sønnen på Torpegården, som Helga er forelsket i, havner i et slagsmål. Da han var meget fuld, husker han ikke, om det var ham, der kom til at slå en mand ihjel.

Havner bag tremmer

Men beviserne peger på ham, og han havner bag tremmer. Men Helga har set noget, der kan frikende ham: Nu er det blot et spørgsmål om at skaffe beviserne, så kærligheden kan strømme frit mellem høstakke og stråtækte tage.

Omklamrende – grænseløst
Alice O'Fredericks indfanger fint det omklamrende, lukkede lilleputsamfund og sætter det stærkt op imod de grænseløse hedelandskaber. En sølle misforstået og udstødt skæbne må lade hedens vind tage imod frustrationerne.
 

Fine locations

En række fine locationoptagelser tilfører filmen en ikke ubetydelig autenticitet: De fleste hestevognskørsler har sågar kameraet med ved tøjlerne til at indfange blandt andre Ib Schønbergs harmonikaspillemand Sorte Niels.

Følt gårdejerportræt
Netop Schønberg har glimt i øjet og varm udstråling i rollen som den livskloge observatør. Men det er Johannes Meyers hjertelige gårdejer Torpegaard, der leverer filmens mest følte portræt.
 

Smittende kærlighed

Også Helga Friers varme, men bundne Ingeborg Torpegaard er fuld af smittende kærlighed. Nina Pens Rode kan opleves i en af sine meget få roller, hér som snob med attitude – og et stort hjerte gemt bag facaden.
 

Relativt nedtonet musik

Poul Reichhardt og Grethe Thordahl lever sig fint ind i rollerne. Thordahl med noget mere nuanceret spil. Sven Gyldmarks forudsigeligt svulstige filmmusik er relativt nedtonet og rummer, når der lyttes efter, ovenikøbet en pæn tematisk ordning.