Mallorcas søde liv (1965)

    En gruppe danskere oplever varmen, interne intriger og de lokale goder på en charterrejse til Mallorca.


    ALLE TIDERS JUKS

    Her er vi tæt på ny bundrekord i dansk film. Var det ikke for en vis grad af selvironisk distance, ville "Mallorcas søde liv" være decideret uudholdelig. Nu er den blot (u)almindeligt rædselsfuld.

    Forventningsfulde turister
    Rendyrket amatørisk og i lange seje tomgangssekvenser fortæller instruktør Leif Jedig historien om en gruppe danske turister, der forventningsfulde ankommer til Mallorca. Hernede er alt dog ikke ren idyl, og selvom rejselederne gør deres bedste for at skabe en god stemning, er der dog meget, der går i vasken.

    Ingen egentlig handling
    En egentlig handling kan filmen dårligt sammenstykke. Den er en række tilfældigt valgte Mallorca-situationsbilleder fortalt gennem en forjaget turistoptik. Man kan fx "nyde" en laaang tyrefægterseance, eller hvad med en bustur ad snoede veje, næsten udelukkende filmet gennem forruden?

    Lalleglad musak
    Spillernes diktion tangerer det ufrivilligt talentløse, og den samme lalleglade musak bidrager til det helt igennem juksede udtryk. Det, der er af positivt at sige om filmen, er til nød, at den giver et godkendt billede af midttressernes tøj- og befordringsstil.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025