Taken (2008)

Sammenhængende film:
Taken (2008)
Taken 2 (2012)
Taken 3 (2014)

Struttende af selvtillid sætter denne fransk/amerikanske thriller ikke sit lys under en skæppe. Og det er der bestemt heller ingen grund til. Den første "Taken"-film er i al sin enkelthed dybt professionel og svulstigt underholdende.
 

Kan sit kram

Når filmskabere – som franske Pierre Morel – kan sit kram, er det bare at læne sig tilbage og labbe i sig af den perfektionistiske action-ekshibitionisme. Der behøver ikke tages nogen forbehold, og der er da heller ikke meget at rynke på næsen ad.

Højspændt univers
I Morels iscenesættelse bliver selv den mest fortærskede genrekliché nemlig interessant, idet vi lever os så meget ind i det højspændte univers, at vi på det nærmeste selv føler os tilstede.
 

Omklamrende CIA-far

Den tidligere CIA-agent Bryan Mills (Liam Neeson) er mere end almindeligt omklamrende, når det gælder forholdet til skilsmissedatteren Kim (Maggie Grace). Derfor er han heller ikke meget for, at hun skal rejse med en veninde til Paris.
 

De værste forestillinger

Men at Bryans værste forestillinger skulle blive til virkelighed, var der alligevel ingen, der havde regnet med. Midt under en telefonsamtale med faren, oplever Kim nemlig, at store mænd trænger ind i pariserlejligheden og angriber veninden, og nu er turen kommet til hende selv.
 

Kamp mod uret

Fra sit skjul under sengen guides Kim af faren i telefonen. Hun når at give ham tilpas mange oplysninger, før hun gribes, og nu er det en hæsblæsende kamp mod uret for Bryan i Paris – 96 timer er den pålidelige deadline, før datteren er forsvundet for evigt...

Veltimet action
Spektakulært veltimet action er sekundærgevinsten – bygget udenpå en fin og vedkommende historie. Liam Neeson rummer flot den sprøde vekslen mellem hjertelig farfigur og vanvittigt rasende selvtægtsdræbermaskine.

Lækkert
Meget af den hæsblæsende action er decideret lækker: Biljagter i 10-cylindrede Audier i Paris’ aftenskær, hårrejsende præcist beskrevet tortur.

Uforcerede forcer

Det er blot nogle få af filmens uforcerede forcer. Musikken pumper kun for alvor, når det spidser allermest til. Her fungerer den næsten på samme måde som i en musikvideo – det er støjende, men lækker formidling.